Søg

Ligestilling efter EU-rettens regler 

Er du udenlandsk statsborger, kan du søge om at blive ligestillet med danske statsborgere efter EU-rettens regler og søge SU til en uddannelse i Danmark og i udlandet

Der er forskellige EU-retslige regler du kan søge om at blive ligestillet med danske statsborgere efter, så du kan få SU. Alt efter hvilken regel du søger om ligestilling efter, er der forskellige betingelser, du skal opfylde.

For at kunne søge om at blive ligestillet efter EU-rettens regler skal du  være statsborger i et EU-land eller et EØS-land eller være i familie med en statsborger i et EU-land eller et EØS-land.

Du er statsborger i et EU-land eller et EØS-land

Hvis du er statsborger i et EU-land, et EØS-land (Island, Liechtenstein eller Norge) eller i Schweiz, er der nogle særlige betingelser, du skal opfylde, for at kunne blive ligestillet med danske statsborgere.

Vælg den situation, der passer på dig:

Du arbejder eller har arbejdet i Danmark
Du har været bosat i Danmark i fem år

 

Du er i familie med en statsborger i et EU-land eller et EØS-land

Hvis du er i familie med en statsborger i et EU-land, et EØS-land (Island, Liechtenstein eller Norge) eller i Schweiz, kan du søge om at blive ligestillet efter EU-rettens regler. Du kan opfylde denne betingelse, uanset hvilket land du selv er statsborger i.

Hvis du er i familie med en dansk statsborger, skal du og dit familiemedlem have været bosat i et af de andre EU- og/eller EØS-lande eller Schweiz for at opfylde betingelserne efter EU-retten. 

Hvis du er i familie med en statsborger fra et EU-land, et EØS-land eller i Schweiz, er der nogle særlige betingelser, du skal opfylde, for at kunne blive ligestillet med danske statsborgere.

Vælg den situation, der passer på dig:

Du er barn af en EU- eller EØS-statsborgerDu er gift eller i registreret partnerskab med en EU- eller EØS-statsborger
Du har været bosat i Danmark i fem år
Du er forælder til en EU- eller EØS-statsborger

 

 Værd at vide

EU-rettens regler bygger blandt andet på princippet om, at der skal være fri bevægelighed over landegrænserne mellem EU-lande og EØS-lande for alle, der vil arbejde i et andet land end sit eget. Det er samme princip, der ligger bag reglerne på SU-området. Du eller det familiemedlem, du søger at blive ligestillet efter, skal derfor være rejst mellem to EU- og/eller EØS-lande eller Schweiz. EU-rettens regler gælder derfor ikke for dig, hvis du ikke har udnyttet denne ret. Du kan for eksempel ikke blive ligestillet, hvis du, eller det familiemedlem du søger om at blive ligestillet efter, er dansk statsborger, og altid har boet og arbejdet i Danmark.
Danmark har efter EU-opholdsdirektivet (2004/38/EF) kun pligt til at tildele SU til arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der har bevaret denne status samt deres familiemedlemmer.
Øvrige EU- eller EØS-statsborgere samt statsborgere i Schweiz kan først få tildelt SU efter 5 års ophold i Danmark.