Aldersgrænse
Vil du have SU til en videregående uddannelse eller til en privat uddannelse, er der ingen aldersgrænse. Søger du SU-lån kan du dog først få lånet fra kvartalet efter du er fyldt 18 år. Fylder du for eksempel 18 år i april, kan du først få SU-lån fra den 1. juli.
Klippekortet
Din SU til en videregående uddannelse er delt op i et klippekort, hvor en måneds SU tæller som et klip.
Videregående uddannelser der er godkendt til SU
Antal SU-klip
Klippekortet består af en overordnet ramme på 70 klip (det vil sige 70 måneders SU). Det betyder, at du til videregående uddannelse kan få SU i 70 måneder. De 70 klip svarer til seks års studier (fem år og 10 måneder). Når du starter på en videregående uddannelse, tildeler vi dig SU, der svarer til din uddannelses normering i måneder og 12 ekstra måneders SU. Denne tildeling kaldes for din 'støttetid'. De ekstra 12 klip kan du bruge, hvis du bliver forsinket i uddannelsen.
Er din uddannelse normeret til 34 måneder, kan du højst få 46 måneders SU (34 + 12). Er din uddannelse normeret til mere end 58 måneder (som for eksempel uddannelsen medicin), udvider vi den overordnede ramme, så du kan få SU i op til uddannelsens normerede tid plus 12 måneder.
Går du på en professionsbacheloruddannelse på mere end tre år eller en bacheloruddannelse med propædeutik, kan du få udvidet SU-rammen, når du bliver optaget på en kandidatuddannelse. Udvidelsen svarer til det antal måneder, din samlede normerede studietid (for både bachelor- og kandidatuddannelsen) overstiger de 58 måneder. Du skal selv søge om at få udvidet rammen.
Merit trækker SU-klip fra
Har du fået merit for en tidligere uddannelse, bliver din studietid kortet af af dit uddannelsessted. Tilsvarende bliver din støttetid kortere - har du for eksempel fået seks måneders merit, trækker vi seks måneder fra den normerede studietid og dermed bliver støttetiden tilsvarende kortere.
Hver udbetaling tæller
Alle de måneders SU du får udbetalt, trækker vi fra i dit SU-klippekort. Hvis du senere skal betale noget af din SU og dit eventuelle SU-lån tilbage (hvis du har tjent for meget), vil alle udbetalte klip fortsat tælle som brugte. Vær opmærksom på, at visse andre former for offentlig støtte trækker fra i dit klippekort.
Har du efter den 1. august 1989 ikke fået SU inden for klippekortet eller anden offentlig støtte, der trækker fra i klippekortet, kan du få tildelt 70 måneders SU til videregående uddannelse.
Klippekort til flere uddannelser
Du kan få SU til flere videregående uddannelser. Når du starter på en videregående uddannelse, får du tildelt SU til den normerede studietid plus 12 ekstra måneder. Du kan dog ikke få udbetalt mere end den overordnede ramme på i alt 70 klip.
Går du på en trindelt uddannelse (for eksempel på en bachelor/kandidat-uddannelse), får du SU til de enkelte dele hver for sig, da de betragtes som to selvstændige uddannelser.
Du er forsinket
Er du blevet forsinket i din uddannelse på grund af rådsarbejde, sygdom eller andre særlige forhold, har du mulighed for at få tillæg af klip.
Du mangler klip
Mangler du SU til resten af din videregående uddannelse, har du mulighed for at tage et slutlån inden for de sidste 12 måneder af din uddannelse.
Dobbeltklip før første lønnede praktikperiode
Går du på en videregående uddannelse, hvor der er perioder med lønnet praktik, kan du få dobbeltklip i måneden før den første lønnede praktikperiode.
Dobbeltklip til lønnet praktik