Søg

Du er forsinket 

Bliver du forsinket på din videregående uddannelse, har du mulighed for at få tillæg af SU-klip

Hvis du godkendes til at få tillæg af SU-klip, fordi du er blevet forsinket i løbet af din videregående uddannelse, lægger vi de ekstra klip oven i din SU-støttetid (dit studiums normerede tid + 12 måneder) og den samlede ramme på 70 klip.

Betingelse for tillæg af SU-klip

Det er en betingelse for at få tillæg af SU-klip, at du er blevet forsinket i en periode, hvor du har fået enten SU (dog ikke fødselsklip), uddannelsesydelse, uddannelsesgodtgørelse, aktiveringsydelse, orlovsydelse til uddannelse eller revalideringsydelse.  

Sådan søger du

Du søger tillæg af klip i minSU

Sygdom eller andre særlige forhold

Du har mulighed for at få tildelt ekstra klip, hvis du er blevet forsinket på grund af, at:

  • du har været syg (du skal kunne fremvise lægelig dokumentation - for eksempel en frihåndsattest - for, at du har været uarbejdsdygtig i en periode på grund af sygdom. Hvis din læge tager betaling for en attest, skal du selv betale for den. Vi kræver ikke en mulighedserklæring).
  • du er ordblind, eller du har været ude for særlige forhold, der er så ekstraordinære og uventede, at det - i det konkrete tilfælde - skønnes rimeligt at give tillæg af klip. 

Du kan ikke gennemføre uddannelsen

Vi kan udvide dit samlede SU-klippekort på 70 måneder, hvis du på grund af sygdom eller andre særlige forhold ikke kan gennemføre din uddannelse og skifter til en ny. Udvidelsen af din SU-ramme gælder kun til den uddannelse, du skifter til.

Rådsarbejde med mere 

Du kan få op til 12 tillægsklip for rådsarbejde med mere. Du er omfattet, hvis du har deltaget i:

  • uddannelsesstedets styrelse, herunder arbejde i råd eller nævn, der er nedsat i forbindelse med styrelseslovgivningen
  • arbejde med de studerendes sociale eller uddannelsesmæssige forhold

Du skal dokumentere, at dit rådsarbejde med mere har haft et omfang, der har medført, at du er blevet forsinket.