Der er nogle former for offentlig støtte, der trækker fra i dit samlede SU-klippekort, hvis du får dem, mens du går på en videregående uddannelse. Har du for eksempel fået seks måneders uddannelsesgodtgørelse til en tidligere uddannelse, trækker vi tilsvarende seks måneders SU fra i dit klippekort. Det betyder, at hvis du senere starter på en ny uddannelse, bliver der trukket seks klip fra i klippekortet.
Ydelser der trækker fra
Offentlige ydelser til din uddannelse, der trækker fra i dit SU-klippekort er:
- Uddannelsesgodtgørelse (efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik)
- Revalideringsydelse (efter lov om aktiv socialpolitik)
- Orlovsydelse til uddannelse (efter lov om orlov). Måneder med orlovsydelse trækker kun fra i din samlede SU, hvis ydelsen er udbetalt efter den lov, der trådte i kraft den 1. januar 1994. Har du fået orlovsydelse efter loven fra 1992 om orlovsydelse til uddannelse, trækker ydelsen ikke fra i din samlede SU
- Fast revalideringsydelse (efter bistandslovens § 43, stk. 2.)
- Uddannelsesydelse fra a-kassen. Gælder, hvis du er begyndt på en uddannelse med uddannelsesydelse efter den 13. december 1988
- Aktiveringsydelse (efter lov om arbejdsløshedsforsikring med videre)
Fratræk
Modtager du en af de listede ydelser, betyder det at:
- du ikke kan få SU i disse måneder
- du får trukket et antal måneder fra i dit SU-klippekort, der svarer til det antal måneder, du får ydelserne.