Satsen for din SU afhænger af, om du bor hos dine forældre eller ej. Med forældre menes biologiske forældre eller adoptivforældre. Vi betragter ikke plejeforældre eller stedmødre/stedfædre som forældre.
SU-satserne for videregående uddannelser
Du skal meddele, om du er hjemme- eller udeboende.
Du er hjemmeboende hvis:
- du bor hos den ene eller begge dine forældre, eller
- du i folkeregisteret står tilmeldt den ene eller begge dine forældres adresse
- dette gælder uanset, hvor gammel du er.
Du er udeboende hvis:
- du ikke bor hos dine forældre, og du ikke i folkeregisteret står tilmeldt den ene eller begge dine forældres adresse
- du bor på en kostskole, skolehjem eller lignende (dette gælder også, selv om du har folkeregisteradresse hos den ene eller begge dine forældre).
- du læser i udlandet (med mindre du bor hos den ene eller begge dine forældre i udlandet). Du er også udeboende, hvis du har folkeregisteradresse hos den ene eller begge dine forældre, mens du er på studieophold i udlandet.
Meld flytning
Når du flytter, skal du altid melde flytning til Folkeregisteret. Styrelsen får automatisk din nye adresse derfra.
Flytter du til udlandet gælder der særlige regler. Hvis du er på studieophold i udlandet som en del af din danske uddannelse, skal du henvende dig til en SU-medarbejder på dit danske uddannelsessted, når du flytter til udlandet. Læser du en hel uddannelse i udlandet, skal du melde flytning til udlandsenheden i styrelsen på mail (suudl@su.dk) eller per brev.
Flytning og uændret bopælsstatus
Flytter du, men ændrer ikke bopælsstatus, behøver du ikke fortælle os det. Vi får automatisk besked fra Folkeregisteret om, at du har skiftet adresse.
Fra ude- til hjemmeboende
Flytter du fra udeboende til hjemmeboende, har du pligt til at give os besked. Du giver os besked i minSU.
Fra hjemme- til udeboende
Flytter du fra hjemme- til udeboende, har du ikke pligt til at give os besked. Men ønsker du at modtage SU for udeboende, skal du søge om det i minSU. Du skal være opmærksom på, at du under strafansvar bekræfter, at oplysningerne om din bopælsstatus er rigtige, når du laver ændringerne i minSU.
Tidsfrister for SU
Kontrol af bopælsstatus
Vi kontrollerer løbende din bopælsstatus, hvis du får SU til udeboende. Det vil sige, at vi sikrer os, at du ikke bor hos den ene eller begge dine forældre. Når vi kontrollerer din bopælsstatus, samarbejder vi med andre offentlige myndigheder. Er vi i tvivl om, hvor du bor, kan du blive bedt om at dokumentere din bopælsstatus med skøde, købsaftale, lejekontrakt og huslejekvitteringer eller logiværterklæring (det vil sige en erklæring som kommunen kan afkræve en borger og som viser, hvem der flytter til og fra hans eller hendes ejendom eller lejlighed, og hvem der bor eller opholder sig der).
Datoen er afgørende
Det er det sted du bor den 1. i måneden, der afgør, om du kan få SU til hjemme- eller udeboende den måned. Flytter du for eksempel hjemmefra dine forældre den 3. april, kan du først få SU til udeboende fra maj måned. Tilsvarende får du først SU til hjemmeboende fra november måned, hvis du flytter hjem til dine forældre for eksempel den 4. oktober.