Søg

Du får barn på en ungdomsuddannelse 

Du kan få ekstra SU, hvis du får barn, mens du går på en ungdomsuddannelse

Hvis du får barn under en ungdomsuddannelse, kan du få ekstra SU (fødselsrater) i en begrænset periode. Mødre kan få 12 måneders ekstra SU og SU-lån, mens fædre kan få seks måneders ekstra SU og SU-lån.

For at få ekstra SU må du ikke være erklæret studieinaktiv i måneden inden, vi udbetaler pengene. For eksempel skal du være studieaktiv i april for at få ekstra SU i maj. Derimod behøver du ikke være studieaktiv i den periode, hvor du får den ekstra SU udbetalt – det bestemmer du selv.

Du kan ikke få ekstra SU udbetalt samtidig med, at du:

  •  får almindelig SU (uanset om du er studieaktiv eller ej)
  • holder orlov
  • er i lønnet praktik
  • får anden offentlig støtte

Du skal være mor

Hvis du bliver mor, mens du går på en ungdomsuddannelse, kan du:

  • få 12 måneders ekstra SU
  • tidligst søge om ekstra SU tre måneder før terminsdatoen 
  • få den ekstra SU udbetalt fra to måneder før, du får barnet til tolv måneder efter (men maksimalt i 12 måneder i alt)
  • få den ekstra SU udbetalt som enkeltrater i 12 måneder eller som dobbeltrater i seks måneder. Du kan også kombinere enkelt- og dobbeltrater og for eksempel få udbetalt enkeltrater i seks måneder og dobbeltrater i tre måneder.  

Du skal være far

Hvis du bliver far, mens du går på en ungdomsuddannelse, kan du:

  • få seks måneders ekstra SU
  • få udbetalt den ekstra SU inden for de første seks måneder efter, du får barnet
  • få den ekstra SU udbetalt som enkeltrater i seks måneder og/eller som dobbeltrater i tre måneder. Du kan også kombinere enkelt- og dobbeltrater og for eksempel få udbetalt enkeltrater i to måneder og dobbeltrater i to måneder. 

Dispensation

I nogle tilfælde kan du ikke genoptage din uddannelse lige efter, du har brugt den ekstra SU, fordi dit uddannelsessted ikke ønsker at modtage dig på det tidspunkt af året. Hvis det sker, kan du søge om dispensation til at få almindelig SU, i perioden indtil du igen er tilbage på din uddannelse. Du søger dispensation på dit uddannelsessted.

 

 Sådan søger du

Du søger ekstra SU via
minSU

Du skal aflevere dokumentation i  form af vandrejournal,  fødselsattest eller faderskabserklæring (læs mere i minSU).