Kan du ikke finde svar på dine spørgsmål her, kan du få vejledning på dit danske uddannelsessted. Derudover kan du muligvis finde hjælp i vores ordforklaring.
Spørgsmål og svar om udlandsstipendium
Studieophold:
Jeg er i gang med en dansk bacheloruddannelse, kan jeg få udlandsstipendium til et studieophold? Kan jeg få udlandsstipendium til et studieophold, der er normeret til 20 ECTS-point? Kan jeg søge udlandsstipendium til studieophold på sommerskole (summer school)?
Hele uddannelser på kandidat-/masterniveau:
Jeg vil læse en hel kandidatuddannelse, hvor kan jeg få vejledning? Skal min uddannelse stå på samarbejdsaftalelisten, eller er det nok, at uddannelsesstedet står på listen? Hvilket skema skal jeg udfylde, hvis jeg vil læse en hel kandidatuddannelse, og hvem skal det sendes til?Min uddannelse er ikke på listen over godkendte uddannelser, hvad gør jeg?
Generelt om udlandsstipendium:
Kan jeg få udlandsstipendium, når jeg også får legater?
Skal jeg betale skat af udlandsstipendiet?
Jeg er i gang med en dansk bacheloruddannelse, kan jeg få udlandsstipendium til et studieophold?
Du kan få udlandsstipendium til studieophold, hvis du opfylder betingelserne.
Kan jeg få udlandsstipendium til et studieophold, der er normeret til 20 ECTS-point?
Du kan få udlandsstipendium, hvis du opfylder betingelserne, og dit danske uddannelsessted giver dig fuld merit for studieopholdet. Udlandsstipendiet gives for det antal point, du får forhåndsgodkendt. Du skal få forhåndsgodkendelsen hos dit danske uddannelsessted, inden du starter på studieopholdet.
Kan jeg søge udlandsstipendium til studieophold på sommerskole (summer school)?
Du kan søge udlandsstipendium til ophold på sommerskole, hvis opholdet er en del af et studieophold, dit danske uddannelsessted har godkendt. Derudover skal du opfylde de øvrige betingelser.
Skal min uddannelse stå på samarbejdslisten, eller er det nok, at uddannelsesstedet står på listen?
Hvis det danske uddannelsessted har en samarbejdsaftale inden for en uddannelsesretning, eksempelvis Business and Administration, kan du søge om udlandsstipendium til alle uddannelser inden for dette fagområde. Omfatter samarbejdsaftalen mellem det danske og det udenlandske uddannelsessted specifikke uddannelser, for eksempel Marketing, er det kun denne uddannelse, du kan søge udlandsstipendium til.
Vil du være helt sikker på, at du kan få udlandsstipendium til en uddannelse, skal du se, om den er på Fast Track listen. Er den det, og står sætningen "Maksimalt udlandsstipendium pr. år" i søgeresultatet, er du sikker på at kunne få SU og udlandsstipendium med til uddannelsen, forudsat at du selv opfylder betingelserne, optages på uddannelsen i udlandet og skal betale en studieafgift.
Hvilket skema skal jeg udfylde, hvis jeg vil læse en hel kandidatuddannelse, og hvem skal det sendes til?
Når du søger om udlandsstipendium til en hel kandidatuddannelse, er det en god idé at starte med at se, om din uddannelse er på Fast Track listen. Er den det, er den på forhånd godkendt til SU og eventuelt udlandsstipendium. Er din uddannelse ikke på Fast Track listen, skal du søge manuelt. Det gør du ved at udfylde skemaet Ansøgning om godkendelse af uddannelse i udlandet til SU og udlandsstipendium
Du skal sende skemaet med brev til:
Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte
Kontor for Udland og Handicaptillæg
Bredgade 43
1260 København K
Derudover skal du søge SU i minSU senest den måned du ønsker SU og udlandsstipendium fra. Søger du godkendelse til SU til flere uddannelser, er det den måned den tidligste uddannelse starter, du skal søge.
Læs mere om hvordan du søger udlandsstipendium til en hel uddannelse.
Sagsbehandlingstiden er cirka to måneder, men kan variere alt efter antallet af ansøgninger og af, om du har sendt os fyldestgørende dokumentation.
Kan jeg få udlandsstipendium, når jeg også får legater? Du kan godt få udlandsstipendium, selv om du også får legater. Modtager du legater til at dække studieafgiften på din udenlandske uddannelse via private fonde eller lignende, skal du gøre styrelsen opmærksom på dette. Udlandsstipendiet dækker kun den studieafgift som du faktisk skal betale, hvilket betyder at din tildeling af udlandsstipendium går til hel eller delvis dækning af den studieafgift der er tilbage, når legatet er modregnet studieafgiften.
Får du derimod legater til dækning af rejseudgifter, skolebøger, samt til afholdelse af kost og logi, vil dette ikke blive modregnet dit udlandsstipendium.
Du bør derudover også være opmærksom på skattereglerne. Kontakt SKAT for mere information.
Skal jeg betale skat af udlandsstipendiet?
Udlandsstipendiet er skattefrit. Hvis du ved siden af udlandsstipendiet modtager andre skattefrie legater, der også er givet til dækning af studieafgifter i udlandet, og de til sammen overstiger de faktiske udgifter, du har til betaling af undervisning, bliver du beskattet af det overskydende beløb. Er du i tvivl spørg SKAT. Det er også SKAT, der kan oplyse dig om den skattemæssige behandling af legater, der er givet til dækning af andre udgifter end studieafgiften i forbindelse med din studierejse.