Hvorfor får jeg ikke min SU?
Hvorfor får jeg ikke mit SU-lån?
Hvorfor får jeg ikke SU-satsen til udeboende, når jeg er flyttet hjemmefra?
Hvorfor får jeg ikke min SU?
Du skal søge om SU for at få det. Behandlingstiden på en ansøgning er normalt to til fire uger. Du kan i minSU under 'Status for ansøgning' se, hvor langt din ansøgning er kommet.
Du skal have en NemKonto for at modtage SU og andre offentlige ydelser.
Udbetaling af SU
Hvis du har søgt SU, din ansøgning er færdigbehandlet og Statens Uddannelsesstøtte har dit skattekort, skal du kontakte en SU-medarbejder på dit uddannelsessted for at få konkret vejledning om, hvorfor du ikke modtager din SU.
Hvorfor får jeg ikke mit SU-lån?
Du skal skrive, at du ønsker at tage et SU-lån i din SU-ansøgning. Du skal være opmærksom på, at du tidligst kan få SU-lån fra den måned, du har søgt om at få lånet.
Du skal skrive under på det lånebevis du får tilsendt og returnere det til Statens Uddannelsesstøtte. Har du mistet dit lånebevis, kan du genbestille det i minSU. Hvis ikke du returnerer et underskrevet lånebevis, får du ikke udbetalt dit lån.
Du kan se på din støttemeddelelse, om du er bevilget SU-lån eller ej. Du kan også se det på din SU-oversigt i minSU.
Hvorfor får jeg ikke SU-satsen for udeboende, når jeg er flyttet hjemmefra?
Når du er under 20 år og går på en ungdomsuddannelse, kan du normalt kun få SU med satsen for hjemmeboende - også selvom du er flyttet hjemmefra. Du kan dog søge på dit uddannelsessted om at få udeboende SU, hvis du er flyttet hjemmefra. Du kan læse om hvilke betingelser du skal opfylde for at få den udeboende SU til ungdomsuddannelser. Hvis du har brug for konkret vejledning om udeboende SU, skal du kontakte SU-medarbejderen på dit uddannelsessted.
Når du er under 20 og går på en ungdomsuddannelse, er din SU afhængig af dine forældres indkomst.