Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Du skal betale skat af din SU

Din SU er almindelig skattepligtig indkomst. Det betyder, at vi trækker skat af din SU, inden vi udbetaler den til dig.

Arbejdsmarkedsbidrag og ATP

Du betaler ikke arbejdsmarkedsbidrag eller ATP af din SU.

Ændre skattekort

Når vi trækker skat af din SU, bruger vi som udgangspunkt dit hovedkort eller frikort. Ønsker du, at vi i stedet skal bruge dit bikort eller en forhøjet trækprocent, skal du oplyse det i minSU.

Ændret indkomst

Hvis der i løbet af året sker ændringer i din indkomst eller dit fradrag (for eksempel hvis du får erhvervsarbejde, mens du får SU), skal du foretage ændringerne i SKATs TastSelvBorger. Vi får automatisk dine nye skatteoplysninger.

SKAT

Betaler du for lidt i skat

Du skal være opmærksom på, om du kommer til at betale for lidt i skat. Det kan du komme til, hvis dit månedsfradrag fra hovedkortet bruges flere steder (for eksempel af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte og en anden arbejdsgiver samtidig). Det er dit eget ansvar at få enten din arbejdsgiver eller os til at trække din skat på baggrund af et af dine andre kort. Ønsker du, at vi trækker din skat på baggrund af et andet kort, skal du gøre os opmærksom på det i minSU, og du skal være opmærksom på, at vi ikke kan ændre med tilbagevirkende kraft.

Skattefritagelse

Hvis du bor i udlandet, kan du undersøge, om du kan få skattefritagelse hos SKAT. Kan du fritages, får vi ikke altid oplysningen om skattefritagelse direkte fra SKAT. Hvis du vil være sikker på, at vi ikke trækker skat af din SU, skal du derfor sende en kopi af fritagelsen til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte via Digital Post på borger.dk/fra e-Boks.

Har styrelsen ikke modtaget dine skatteoplysninger eller information om din skattefritagelse indenfor to måneder fra din ansøgning i minSU, vil der blive trukket 55 % i skat af din SU.

Hvis du forlænger din uddannelse eller hvis du søger SU til en ny uddannelse, skal du sende os en kopi af skattefritagelsen igen.