Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Du kan maksimalt få SU til 5 ungdomsuddannelser, med mindre du får et uddannelsespålæg i kontanthjælpssystemet

Alle de ungdomsuddannelser du er begyndt på (og har fået SU til), tæller med, når vi ser på, hvor mange ungdomsuddannelser du har fået SU til.

Du er startet på en ungdomsuddannelse før 1. januar 2015

Går du på en ungdomsuddannelse, du er startet på før den 1. januar 2015, kan du fortsat få SU til denne, uanset hvor mange ungdomsuddannelser med SU, du tidligere er begyndt på.

Begynder du senere på en ny ungdomsuddannelse, vil antallet af tidligere ungdomsuddannelser med SU indgå i opgørelsen af, om du har ret til SU til din nye ungdomsuddannelse.

Uddannelsespålæg som undtagelse

Får du et uddannelsespålæg i kontanthjælpssystemet, og har du allerede fået SU til fem ungdomsuddannelser, kan du få SU til den nye ungdomsuddannelse med uddannelsespålæg.

Folkeskoleniveau og AVU er ikke omfattet af reglen

Reglerne om maksimalt SU til 5 ungdomsuddannelser omfatter kun SU til ungdomsuddannelser og ikke undervisning på folkeskoleniveau herunder AVU – og heller ikke ”supplering” af en ungdomsuddannelse.

Se nederst på siden, hvilke ungdomsuddannelser der tæller med.

Se status på dine ungdomsuddannelser i minSU

I minSU kan du se de ungdomsuddannelser, vi har registreret, du har fået SU til (under menupunkterne ”Se din SU” og ”Ungdomsuddannelser med SU”).

Har du fået SU til ungdomsuddannelser før den 1. januar 2015, får vi dine uddannelsesoplysninger på to måder:

  • Oplysninger om de ungdomsuddannelser du har afbrudt eller afsluttet før den 1. juli 2010, beder vi dig selv oplyse første gang du søger SU til en ungdomsuddannelse i minSU.
  • Oplysninger om de ungdomsuddannelser du har været i gang med den 1. juli 2010 og senere, får vi automatisk fra uddannelsesstederne.

Sådan tælles dine ungdomsuddannelser

I udgangspunktet tæller det som en ny ungdomsuddannelse, når du begynder på en ny eller den samme ungdomsuddannelse efter at have været meldt ud. Udmeldelsen kan ske enten på eget eller skolens initiativ.

Fortsætter du den samme uddannelse på et andet uddannelsessted, tæller det som én uddannelse.

Dit uddannelsessted indberetter til SU-systemet, om du starter på en ny ungdomsuddannelse, eller om du fortsætter dit uddannelsesforløb, ligesom de giver os besked, hvis du får et uddannelsespålæg i kontanthjælpesystemet.

Nedenfor kan du se eksempler på, hvornår noget er én eller flere ungdomsuddannelser:

Særligt for gymnasiale uddannelser

I to situationer er skiftet på en gymnasial uddannelse en fortsættelse af den første uddannelse, og den tæller dermed kun som én ungdomsuddannelse:

  1. Du skifter mellem de gymnasiale uddannelser (STX, HHX og HTX), efter du har gennemført grundforløbet på første halvår af 1.g, og inden du starter på andet halvår af 1.g., eller
  2. Du starter på 2.g på HTX eller STX, efter du har gennemført Præ-IB, og før du starter på IB.

Derudover tæller det kun som én uddannelse, hvis du har læst Præ-IB og fortsætter på IB.

Særligt for erhvervsuddannelser

Til og med 31. december 2014 tæller hvert skift mellem de forskellige indgange på en erhvervsuddannelse, som en ny uddannelse.

Hvis du for eksempel (i umiddelbart forlængelse af hinanden) har skiftet inden for indgangen ”Bygge og anlæg” fra murer til snedkeruddannelsen (og ikke har været udmeldt) – vil det kun tælle som én uddannelse. Hvis du har været udmeldt og efterfølgende begynder på snedkeruddannelsen eller forfra på murer vil det tælle som to uddannelser.

Hvis du skifter uddannelse fra indgangen for eksempel ”Bygge og anlæg” (snedkeruddannelsen) til indgangen ”Produktion og udvikling” (smedeuddannelsen) vil det være to uddannelser.

Fra 1. januar 2015 tæller også skift mellem retninger inden for den enkelte indgang med som ny uddannelse. Det vil sige, hvis du skifter fra murer til snedkeruddannelsen vil det tælle som to uddannelser.

Fra 1. august 2015 træder den nye erhvervsuddannelsesreform i kraft, og det betyder, at fortsættelse på grundforløbets 2. del efter afslutning af grundforløbets 1. del tæller som én uddannelse. Hvis du skifter uddannelsesretning på grundforløbets 2. del, tæller det som et uddannelsesskift. Hvis du har været udmeldt og efterfølgende begynder på den samme uddannelsesretning eller forfra på anden uddannelsesretning, vil det tælle som to uddannelser.

Forsætter du på et hovedforløb med SU efter et afsluttet grundforløb, tæller det som én uddannelse. Hvis du herefter skifter til et andet SU-berettigende hovedforløb tæller det som en ny ungdomsuddannelse.

Læser du en EUX i forbindelse med din erhvervsuddannelse, tæller dette kun som én uddannelse.

Særligt for enkeltfag

HF- eller STX-enkeltfag tæller som én uddannelse, indtil du har fået et eksamensbevis for en fuld HF- eller STX-eksamen. Uddannelsen tælles fra første påbegyndte HF- eller STX-enkeltfag.

Ungdomsuddannelser godkendt til SU

Følgende ungdomsuddannelser er godkendt til SU

  • Uddannelsen til studentereksamen (stx)
  • Uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf)
  • Uddannelsen til højere handelseksamen (hhx)
  • Forsøgsuddannelsen 2-årig højere handelseksamen
  • Uddannelsen til højere teknisk eksamen (htx)
  • Studenterkursus
  • International Baccalaureate (IB)
  • Enkeltfagsundervisning på hf- og studentereksamensniveau
  • Erhvervsuddannelsernes grundforløb og 3 hovedforløb
  • Fodterapeutuddannelsen
  • Sergentuddannelsen
  • Skibsassistent
  • Skipperskoleuddannelser (kyst- og fiskeskipper af 3. grad)
  • Vildtforvalter (Kalø)
  • Ungdomsuddannelser i udlandet
  • Kombineret ungdomsuddannelse