Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Læs, hvilke retningslinjer vi lægger til grund for at bestemme årstallet for din adgangsgivende ungdomsuddannelse og dermed, om du har ret til de ekstra 12 klip ud over normeret studietid. Er du begyndt på din første videregående uddannelse inden den 1. juli 2014, er du allerede indplaceret i klippekortet, og du er ikke omfattet af reglerne beskrevet nedenfor

Vi ser altid på årstallet for den adgangsgivende ungdomsuddannelse, du først har afsluttet - også selv om det ikke er den, der konkret har givet dig adgang til at blive optaget på din videregående uddannelse.

Om du kan tildeles 12 måneders ekstra SU i dit SU-klippekort til en videregående uddannelse, afhænger af en række ting:

Flere gymnasiale uddannelser

Har du to gymnasiale uddannelser, er det det året for den første gymnasiale uddannelse, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip. I udgangspunktet vil årstallet blive indhentet fra eksamensdatabasen.

Supplering af en gymnasial uddannelse

Har du en gymnasial uddannelse samt et eller flere gymnasiale suppleringskurser/fag, er det året for den egentlige gymnasiale uddannelse, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip. Vi ses bort fra efterfølgende supplering. I udgangspunktet vil årstallet blive indhentet fra eksamensdatabasen.

Fagpakker og enkeltfag

I de tilfælde, hvor der er opnået og registreret et fuldt eksamensbevis, indhenter vi årstallet fra eksamensdatabasen, når der søges via den koordinerede tilmelding/optagelse.dk.

Hvis en fagpakke er taget som supplering til en gymnasial uddannelse, er det årstallet for den gymnasiale uddannelse, vi lægger til grund for støttetildelingen (se afsnittet: Supplering af en gymnasial uddannelse).

Hvis fagpakken i sig selv er adgangsgivende, er det året for det sidst beståede fag (som er relevant i forhold til optagelse på den pågældende uddannelse), vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Er der tale om enkeltfag, og de ikke er registreret som en hel gymnasial eksamen, er det året for det sidst beståede fag (som er relevant i forhold til optagelse på den pågældende uddannelse), vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Indslusningsforløb for flygtninge/indvandrere

Det er årstallet for FIF/GIF vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Flere adgangsgivende uddannelser – gymnasial og ikke-gymnasial

Har du to adgangsgivende uddannelser, for eksempel både en gymnasial uddannelse og en erhvervsuddannelse, er det altid året for den gymnasiale uddannelse, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Optaget på grundlag af en erhvervsuddannelse eller tilsvarende

Har du ingen gymnasial uddannelse, og optages på baggrund af en erhvervsuddannelse eller et andet ikke-gymnasialt adgangsgrundlag, er det afslutningsårstallet for adgangsgrundlaget/erhvervsuddannelsen, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip. Har du for eksempel to erhvervsuddannelser, vil det være årstallet for den første, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Erhvervsuddannelse samt specifikke adgangskrav

Hvis adgangskravet til en videregående uddannelse er en erhvervsuddannelse samt et eller flere fag på et specifikt niveau, vil det i udgangspunktet være årstallet for erhvervsuddannelsen, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip. Det afhænger dog af, om det har været muligt at opfylde det specifikke fagniveau som led i erhvervsuddannelsen.

Hvis du er nødt til at supplere i for eksempel enkeltfagssystemet, fordi det krævede niveau (for eksempel A/B-niveau) ikke har været udbudt som en del af erhvervsuddannelsen, vil det være årstallet for det sidst beståede fag, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Ingen krav om en adgangsgivende ungdomsuddannelse

Hvis der på uddannelsen ikke er krav om en adgangsgivende ungdomsuddannelse for at blive optaget, men optagelse for eksempel sker i forbindelse med en optagelsesprøve/samtale, sker beregningen af retten til de ekstra 12 klip efter følgende retningslinjer (det samme er tilfældet, hvis de optages ud fra en individuel kompetencevurdering (IKV)):

Hvis du ikke har en adgangsgivende ungdomsuddannelse, skal du starte på en videregående uddannelse inden for seks kalenderår efter afslutning af folkeskolen (9. eller 10. klasse) for at kunne øge støttetiden med 12 klip.

Hvis du har en adgangsgivende ungdomsuddannelse (for eksempel en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse), er det årstallet for ungdomsuddannelsen, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip, som efter de almindelige regler. Årstallet for optagelsesprøven/samtalen må ikke lægges til grund som årstallet for adgangsgrundlag.

Rudolf Steiner-uddannelse (12 år)

Hvis du bliver optaget på en videregående uddannelse på grundlag af en 12-årig uddannelse på en Rudolf Steiner-skole, er det årstallet for afslutningen af Steiner-uddannelsen, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Betinget optag (for eksempelEUX/PAU)

Nogle optages betinget på en uddannelse, fordi det først er muligt at færdiggøre den adgangsgivende eksamen efter ansøgningsfristen for den koordinerede tilmelding (EUX, PAU med flere). Her bliver det kontrolleret, om du består din adgangsgivende eksamen. Gør du ikke det, opfylder du ikke betingelserne for optagelse og opfylder heller ikke i det pågældende år retten til de ekstra 12 klip i forbindelse med optag til den uddannelse, hvor du var betinget optaget.

Udenlandske adgangsbeviser

Søger du optag på grundlag af et udenlandsk adgangsbevis, bliver det behandlet som alle øvrige ansøgere, og vi vurderer, om 2-årsfristen er opfyldt på baggrund af årstallet for dit adgangsgivende udenlandske bevis (for eksempel en studentereksamen) og året for start på første videregående uddannelse i Danmark eller udlandet efter 1. juli. Hermed ligestilles danske og udenlandske ansøgere. Hvis første videregående uddannelse i Danmark er en kandidatuddannelse, vurderer vi således retten til de 12 ekstra klip ud fra årstallet for den udenlandske gymnasiale uddannelse (eller tilsvarende) og startåret på den udenlandske bacheloruddannelse.

Hvis optagelse på den videregående uddannelse i Danmark kræver supplering ud over det udenlandske adgangsgrundlag på ungdomsuddannelsesniveau (VUC/hf/GSK) er det året for det sidst beståede fag, vi lægger til grund, når vi beregner din ret til de ekstra 12 klip.

Undtagelse fra 2 årsfristen

Er du (af nedenstående årsager) forhindret i at begynde en uddannelse inden for 2 årsfristen, kan du søge uddannelsesstedet om at få forlænget 2 årsfristen for bonus for tidlig studiestart med op til 4 år i forbindelse med optagelse til en videregående uddannelse. Kan du det, vil du være berettigede til SU til normeret tid til uddannelsen + 12 ekstra klip.

Årsager, der kan give en forlængelse af 2 års-fristen:

  1. Værnepligtstjeneste, herunder tjeneste på værnepligtslignende vilkår
  2. Uddannelse med henblik på samt udsendelse som led i forsvarets internationale operationer
  3. Adoption eller barsel
  4. Længerevarende sygdom, herunder særlige forhold i tilknytning til et handicap
  5. Pasning af nærtstående, som er handicappede, alvorligt syge eller døende
  6. Træning til og deltagelse i OL eller PL som elite- eller verdensklasseatlet, udpeget af Team Danmark

Der er ikke en tilsvarende 4 års-grænse i SU-reglerne. Og du har mulighed for at blive vurderet efter de tilsvarende undtagelsesbestemmelser i SU-reglerne. Vurderingen sker på uddannelsesstedet hos din SU-medarbejder. Der er tale om en konkret vurdering. Forlængelsen omfatter den periode, som du kan dokumentere at være blevet forsinket. Det er ikke hensigten at se bort fra reglen om start senest 2 år efter adgangsgivende eksamen, hvis der ikke foreligger en konkret omstændighed, der hindrer, at du kan starte indenfor 2 år efter adgangsgivende eksamen.

For så vidt angår særlige forhold i tilknytning til et handicap er det hensigten, at der vil kunne ses bort fra reglen om højst 2 år mellem den adgangsgivende eksamen og den videregående uddannelse, hvis en studerende med handicap ikke er i stand til at begynde uddannelsen som følge af omfattende behandling, forværring af tilstanden, hospitalsindlæggelse, genoptræning, eller andre særlige handicaprelaterede omstændigheder, eksempelvis manglende hjælpemidler.

Vil du søge om denne undtagelse fra 2 årsfristen, skal du vedlægge relevant dokumentation.

Ved afslag på ansøgning om forlængelse af fristen, vil du være berettiget til SU til normeret tid til uddannelsen, men ikke de ekstra 12 klip.

Uddannelser med særlige optagelseskrav for eksempel alderskrav

Nogle uddannelser har helt særlige optagelsesforhold, der gør, at 2 årsfristen kan forlænges. Det gælder for eksempel politiuddannelsen, hvor der er et alderskrav på 21 år for at kunne blive optaget. Konservatorskolen, der kun optager studerende hvert 3. år eller videregående søfartsuddannelser, hvor der er tilknyttet et krav om fartstid. Også i disse tilfælde skal forlængelsen af 2 årsfristen stå i forhold til årsagen og den periode, som den omfatter.

Standby, tilsagn og vinteroptag i det 3. år

Studerende, der søger og bliver optaget gennem den koordinerede tilmelding (KOT), har i visse tilfælde ret til de ekstra 12 klip, selvom de optages på den pågældende uddannelse med studiestart i det 3. år efter deres adgangsgivende eksamen er bestået.

Hvis du søger og bliver optaget gennem den koordinerede tilmelding, men tilbydes en standbyplads eller modtager tilsagn om optagelse for eksempel ved næste semesterstart, vil du være berettiget til de 12 ekstra klip, når du starter på den pågældende uddannelse, selvom det sker i det 3. år efter afslutningen af den adgangsgivende uddannelse.

Studerende, der efter fristen for den koordinerede tilmelding er afsluttet, bliver optaget direkte på uddannelsesstedet på en ledig plads med sommeroptaget, vil blive betragtet som optaget sammen med KOT-sommeroptaget og få ret til de ekstra 12 SU-klip.

Til gengæld vil du ikke være berettiget til de ekstra 12 klip, hvis du optages direkte på uddannelsesstedet uden om den koordinerede tilmelding til et vinteroptag (med studiestart i det 3. år efter afsluttet adgangsgivende ungdomsuddannelse).

Midlertidig støttetildeling

I de tilfælde, hvor det ikke umiddelbart kan fastslås, om du har ret til en støttetildeling på normeret tid + 12 ekstra klip, vil du i første omgang blive tildelt en støttetid uden de 12 ekstra klip, så SU-udbetalingen og eventuelt befordringstilskud kan sættes i gang. Din SU-medarbejder vil derefter rekvirere eventuel manglende dokumentation og træffe en afgørelse om støttetildelingen.