Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Det er din bopælsstatus (din folkeregisteradresse), der afgør, hvor meget du kan få i SU

Satsen for din SU afhænger af, om du i folkeregisteret er tilmeldt samme adresse som dine forældre eller ej.  

Du skal altid kunne dokumentere, hvor du bor.

Hjemmeboende

Du er hjemmeboende hvis:

  • du i folkeregisteret står tilmeldt samme adresse som den ene eller begge dine forældre
  • du, ud over ferier, søn- og helligdage, jævnligt bor hos den ene eller begge dine forældre – uanset, hvilken adresse du står tilmeldt i folkeregistret 

Udeboende

Du er udeboende hvis:

  • du ikke bor hos dine forældre, og du ikke i folkeregistret står tilmeldt samme adresse som den ene eller begge dine forældre
  • du bor på en kostskole, skolehjem eller lignende. Dette gælder også selv om du har folkeregisteradresse hos den ene eller begge dine forældre
  • du bor i udlandet (med mindre du bor hos den ene eller begge dine forældre i udlandet)
  • du er på studieophold i udlandet og ikke bor hos den ene eller begge dine forældre, mens du er på studieophold i udlandet
  • du har samme folkeregisteradresse som den ene eller begge dine forældre, men det er dine forældre, som er tilmeldt din folkeregisteradresse

Datoen er afgørende

Det er den adresse, du er tilmeldt den 1. i måneden, der afgør, om du kan få SU til hjemme- eller udeboende den pågældende måned. Flytter du for eksempel hjemmefra dine forældre den 3. april, kan du først få SU til udeboende fra maj måned. Tilsvarende får du først SU til hjemmeboende fra november måned, hvis du flytter hjem til dine forældre for eksempel den 4. oktober.

CPR-styring af bopælsstatus

Din bopælsstatus (som ude- eller hjemmeboende) vil automatisk og løbende blive afgjort på basis af oplysninger fra CPR. Du skal altså ikke selv oplyse, om du er ude- eller hjemmeboende, når du søger SU. Du skal heller ikke selv oplyse, hvis din bopælsstatus ændres fra hjemmeboende til udeboende eller omvendt eller, hvis du flytter fra den ene til den anden. 

Hvis du flytter til eller fra dine forældre, for eksempel den 1. i måneden, vil du opleve, at din SU bliver udbetalt på baggrund af de adresseoplysninger, som var gældende frem til din flytning. Det skyldes, at SU er månedsvis forudbetalt, og, at oplysning om din flytning tidligst bliver tilgængelig for os på selve flyttedatoen (som du har meldt til folkeregistret).

Når oplysningerne om din flytning er tilgængelige for os i folkeregistret, vil vi automatisk beregne din SU igen, og du vil få en ny støttemeddelelse. Du kan regne med, at der vil gå 7-14 dage fra din flyttedato, inden din SU reguleres, og du får den nye støttemeddelelse. 

Søg, hvis du er udeboende - kostskole, skolehjem eller lignende

Du skal selv søge SU som udeboende, hvis du er på kostskole, skolehjem eller lignende eller, hvis du bor i udlandet (herunder er på studieophold i udlandet). Du søger i minSU i ansøgningens rubrik 12 eller i funktionen ”oplys særlige bopælsforhold” under ”Ret din SU”.

Søg, hvis du er udeboende - andre undtagelser

Din bopælsstatus som ude- eller hjemmeboende vil automatisk og løbende blive afgjort på basis af oplysninger fra CPR. Hvis du i folkeregisteret står tilmeldt samme adresse som den ene eller begge dine forældre, vil vi anse dig for hjemmeboende. Har du spørgsmål om din folkeregisteradresse, kan du henvende dig til borgerservice i din kommune.

Når du er tilmeldt samme adresse som den ene eller begge dine forældre i folkeregisteret, betragter vi dig som hjemmeboende. Det gælder også når:

  • Du bor til leje i en del af eller en hel bolig, den ene eller begge dine forældres ejer - for eksempel en etage i et hus, en separat bygning eller en separat del af en lejlighed. Vi betragter dig som hjemmeboende, fordi du er tilmeldt samme adresse, som den ene eller begge dine forældre.
  • Du lejer en bolig sammen med den ene eller begge dine forældre, hvor I begge står på lejekontrakten. Vi betragter dig som hjemmeboende, fordi der er tale om en fælles bolig, hvor I bor sammen.
  • Du er medejer af boligen, med en mindre andel, end dine forældre. Vi betragter dig som hjemmeboende, fordi der ikke er tale om lige sameje.

Vi kan undtagelsesvis og efter ansøgning betragte dig som udeboende, når:

  1. Det er dine forældre, som er tilmeldt din folkeregisteradresse, og du af den grund har samme folkeregisteradresse, som den ene eller begge dine forældre. Det gælder, hvis du står alene på lejekontrakt, andelsbevis eller skøde, hæfter selvstændigt og har fuld råderet over hele den bolig, som I bor i sammen, og du i øvrigt har retlige forpligtelser til boligen på adressen i forhold til tredjemand.
  2. Du og den ene eller begge dine forældre har hver jeres lejekontrakt til selvstændige dele af boligen på adressen, og hæfter selvstændigt overfor tredjemand.
  3. Du og den ene eller begge dine forældre deler adresse som følge af lige sameje, således at du ejer en lige så stor eller større andel, som den ene eller begge dine forældre. Dine forældre må således ikke eje en større andel af boligen, end dig. Når vi ser på, hvor stor en andel du ejer af boligen, tæller din eventuelle ægtefælles/partners andel, som din andel. Der kan eksempelvis være tale om, at du og din mor hver ejer 50% af boligen, eller der kan være tale om, at du ejer 40%, din far ejer 30% og din bror ejer 30%. 

Du kan søge om at få SU som udeboende, hvis du mener at du opfylder en af undtagelserne. Ønsker du at blive betragtet som udeboende, selvom du er tilmeldt samme adresse som den ene eller begge dine forældre i folkeregisteret, skal du sende en ansøgning med dokumentation for, at du undtagelsesvis kan anses for udeboende. Du skal vedhæfte enten lejekontrakt, andelsbevis eller skøde og eventuelt anden relevant dokumentation. Styrelsen har adgang til dine og dine forældres adresse- og flytteoplysninger hos CPR.

Send ansøgningen digitalt til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.

Udeboendesats kan tildeles fra og med ansøgningsmåned.

Kontrol af bopælsstatus

Vi opdaterer løbende din bopælsstatus efter din folkeregisteradresse. Hvis du får SU som udeboende sikrer vi os, at du ikke står tilmeldt den samme adresse i folkeregisteret som den ene eller begge dine forældre. Det er dit ansvar, at din adresse altid er korrekt registreret i folkeregisteret. Når du får SU som udeboende, skal du til en hver tid kunne dokumentere, hvor du faktisk bor og har boet, mens du har fået udeboende SU. Kan du ikke dokumentere dette, kan du få et krav om at betale forskellen mellem udeboende SU og hjemmeboende SU tilbage for hele perioden.

Når vi kontrollerer om din bopælsstatus er korrekt, samarbejder vi med andre offentlige myndigheder. Er vi i tvivl om, hvor du bor, kan du blive bedt om at dokumentere din bopælsstatus.

Hvis du har faktisk og reel udgift til egen bolig, skal du kunne fremvise skøde, lejekontrakt el.lign. samt dokumentation for afholdelse af en faktisk og reel udgift til boligen i form af kvittering for bankoverførsel eller anden fast digital pengeoverførsel. Det betyder, at din betaling til udlejer skal foregå elektronisk.

Hvis du ikke har en faktisk og reel udgift til boligen, foretager vi en samlet vurdering af den dokumentation, som du sender til os for at dokumentere, at du er udeboende. Blandt andet ser vi på: - om du har adgang til eget værelse, - antallet af personer, der også er tilmeldt din adresse set i forhold til boligens størrelse, og - afstanden fra henholdsvis din egen og dine forældres bolig til dit uddannelsessted. Derudover ser vi på de registeroplysninger, som vi har adgang til fra andre myndigheder.