Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Du har mulighed for at få ekstra SU, hvis du har fået barn, inden du er startet på din uddannelse, eller mens du har haft orlov fra din uddannelse

For at få ekstra SU, må du tidligst være blevet forælder:

  • højst 12 måneder før uddannelsen starter eller genoptages efter orlov, hvis du er blevet mor
  • højst seks måneder før uddannelsen starter eller genoptages efter orlov, hvis du er blevet far

Derudover skal du opfylde de generelle betingelser for at få SU. Vær opmærksom på at du ikke kan få ekstra SU samtidig med, at du modtager forsørgertillæg eller forhøjet SU-lån til forsørgere.

Så meget kan du få

For at regne ud hvor mange måneders ekstra SU du kan få, skal du se på, hvor mange hele kalendermåneder, der ligger imellem fødselsmåned og den måned, du starter på uddannelsen eller genoptager den efter orlov. Det antal måneder der er gået, skal du trække fra 12 (hvis du er mor) eller fra seks (hvis du er far).

Eksempler

Hvis du bliver mor i for eksempel april og starter på uddannelsen i september, kan du få otte måneders ekstra SU (der går fire hele måneder, maj-august, mellem fødsel og start på din uddannelse, og når du trækker fire fra 12, er der otte måneder tilbage).

Hvis du bliver far i for eksempel april og starter på uddannelsen i september, kan du få to måneders ekstra SU (der går fire hele måneder, maj-august, mellem fødsel og start på din uddannelse, og når du trækker fire fra seks, er der to måneder tilbage).

Ekstra SU på ungdomsuddannelse

På en ungdomsuddannelse kan du:

  • ikke få ekstra SU udbetalt samtidig med, at du får almindelig SU
  • få din ekstra SU udbetalt som enkeltrater eller dobbeltrater (kræver at du minimum har ret til to måneders ekstra SU)
  • som mor få udbetalt den ekstra SU inden for 12 måneder efter fødslen
  • som far få udbetalt den ekstra SU inden for seks måneder efter fødslen

Ekstra SU på videregående uddannelse

På en videregående uddannelse kan du:

  • selv bestemme hvornår i den uddannelse, du har fået barnet under, du vil have den ekstra SU udbetalt
  • få udbetalt den ekstra SU på tre forskellige måder
  • som mor vælge at overføre op til seks måneder af den ekstra SU til barnets far. Det kræver dog, at I begge går på en videregående uddannelse og opfylder betingelserne for at få SU (barnets far kan ikke overføre ekstra SU til dig)

Tvillinger

Hvis du har fået mere end ét barn, for eksempel tvillinger, kan du kun få ekstra SU, som hvis du har fået ét barn, da vi ikke giver SU per barn. Vær opmærksom på at du må tjene mere ved siden af din SU.

Adoption

Hvis du adopterer et barn, inden din uddannelse er startet, kan du få ekstra SU efter samme regler som biologiske forældre.

Hvis du har adopteret din registrerede partners barn, kan du få op til seks måneders ekstra SU.

Ekstra SU under tidligere uddannelse

Hvis du – for det samme barn – allerede har fået udbetalt ekstra SU i dobbeltrater eller dobbeltklip under en tidligere uddannelse, skal der fra de 12 eller seks måneders ekstra rater/klip trækkes både det antal hele kalendermåneder, der ligger mellem fødselsmåneden og studiestartsmåneden (eller du vender tilbage fra orlov) og det antal måneder, du fik dobbelt SU.
Sammen med de ekstra rater/klip du fik under den tidligere uddannelse, kan du dog aldrig få mere end 12 eller seks ekstra SU-rater/klip i alt.

Hvis du – for det samme barn – allerede har fået udbetalt ekstra SU som enkeltrater eller enkeltklip under en tidligere uddannelse, skal der fra de 12 eller seks måneders ekstra rater/klip trækkes det antal hele kalendermåneder, der ligger mellem fødselsmåneden og studiestartsmåneden (eller du vender tilbage fra orlov).
Sammen med de ekstra rater/klip du fik under den tidligere uddannelse, kan du dog aldrig få mere end 12 eller seks ekstra SU-rater/klip i alt. Dette gælder også ved udbetaling af mixklip under en tidligere uddannelse (da der reelt her er brugt en fødselsrate/et klip per måned).