Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Du kan søge om at blive ligestillet med danske statsborgere, hvis du har haft arbejde i Danmark i mindst 2 år med minimum 30 timers erhvervsarbejde om ugen

Vil du søge om at blive ligestillet med danske statsborgere efter denne regel, skal det være registreret, at du har boet i Danmark uafbrudt i mindst to år (24 måneder) med mindst 30 timers erhvervsarbejde om ugen. Betingelsen skal være opfyldt, umiddelbart før du begynder på den uddannelse, du søger SU til.

Sådan gør vi

For at vi kan behandle din ansøgning om at blive ligestillet efter denne regel, skal du vedlægge dokumentation for, at du har haft erhvervsarbejde eller været selvstændig erhvervsdrivende. Denne dokumentation skal du vedlægge skemaet "Udenlandsk statsborger". Du skal vedlægge en kopi af din ansættelseskontrakt og lønsedler for hele perioden.

Når vi undersøger, om du opfylder betingelsen, ser vi på, hvad du har været beskæftiget med de sidste 27 måneder. Det vil sige, at hvis du starter din uddannelse den 1. september 2016, så undersøger vi, hvad du har lavet fra den 1. juni 2014 til den 31. august 2016. Vi ser på 27 måneder på grund af undtagelsen om, at du opfylder kravet om 24 måneders beskæftigelse, selv om du har haft en mellemliggende periode på op til 3 måneder, hvor du ikke har lavet noget (læs mere om undtagelser nedenfor).

Vi undersøger, om du i perioden på 27 måneder:

  • med en gyldig arbejdstilladelse har haft enten ordinært arbejde med almindelig aflønning (i arbejdsretlig forstand) eller arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende.
  • som minimum har arbejdet i to år (24 måneder) i Danmark.
  • hver uge har haft mindst 30 timers erhvervsarbejde (et gennemsnit på 30 timer om ugen er ikke nok til at opfylde betingelsen).

Der er særlige perioder, der også tæller med som arbejde:

  • I løbet af perioden på 24 måneder har du ret til at holde to gange fem ugers ferie, efter de regler der gælder ifølge ferieloven.
  • Perioder på op til højst ét år sidestilles med erhvervsarbejde, hvis du i forbindelse med fødsel eller adoption har passet dit eget barn efter de regler, der gælder på arbejdsmarkedet.

Undtagelser

Hvis dit erhvervsarbejde ikke har været et sammenhængende forløb eller ikke har ligget lige op til, du startede på din uddannelse, kan du alligevel blive ligestillet med danske statsborgere, hvis den eller de mellemliggende perioder enten har været:

  • af sammenlagt højst tre måneders varighed,
  • arbejdsløshed, hvor du har været registreret hos arbejdsformidlingen,
  • af højst seks måneders varighed, hvor du har læst en arbejdsmarkedsuddannelse, gået på en sprogskole eller haft lignende uddannelsesaktiviteter,
  • sygdom, eller
  • aftjening af værnepligt

Du skal dog under alle omstændigheder som minimum have arbejdet i to år (24 måneder) i Danmark.

Vi bruger folkeregistrets oplysninger, når vi vurderer, hvor længe du har haft ophold i Danmark.

Hvis du mener, at oplysningerne i folkeregistret er mangelfulde eller forkerte, skal du henvende dig til folkeregistret i den kommune, du bor i.