Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Du kan søge om at blive ligestillet med danske statsborgere, hvis du er gift med en EU-/EØS-statsborger, der er arbejdstager i Danmark efter EU-retten

Vil du søge om at blive ligestillet med danske statsborgere efter denne regel, skal du opfylde disse to betingelser:

  1. Du skal være gift med en EU-/EØS-statsborger.
  2. Din ægtefælle skal være eller have bevaret sin status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark.

Hvis du får SU som ægtefælle til en EU-/EØS-statsborger, skal du være opmærksom på, at din ret til SU er en afledt ret af din ægtefælles status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-retten. Det betyder, at du mister retten til SU, hvis:

  • Du bliver skilt fra din ægtefælle.
  • Din ægtefælle mister sin status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-retten.

Bemærk, at vi med formuleringen "arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende", mener personer, der ifølge EU-retten kan betragtes som arbejdstagere. Læs mere om arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-retten.

Sådan søger du

Læs om, hvordan du søger i minSU første gang.

Når vi vurderer, om du kan ligestilles efter EU-retten, bruger vi de oplysninger, der fremgår af den dokumentation, du vedlægger skemaet "Udenlandsk statsborger". Det er derfor vigtigt, at du vedlægger al den dokumentation, du ønsker, skal indgå i vores vurdering af din ansøgning. Derudover bruger vi de oplysninger folkeregisteret, Udlændingestyrelsen, Statsforvaltningen og Skattestyrlsen har registreret om dig og din ægtefælle.

Hvis du mener, at oplysningerne i folkeregisteret er mangelfulde eller forkerte, skal du henvende dig til folkeregisteret i den kommune, du bor i. Hvis du mener, at de oplysninger, Udlændingestyrelsen eller Statsforvaltningen har registreret, er forkerte eller mangelfulde, skal du henvende dig til Udlændingestyrelsen. Hvis du mener, at de oplysninger, Skattestyrlsen har registreret, er forkerte eller mangelfulde, skal du henvende dig til Skattestyrlsen. 

Løbende kontrol

Vi kontrollerer løbende, at din ægtefælle fortsat opfylder betingelserne for at have status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-retten. Kontrollen sker blandt andet via de oplysninger, arbejdsgiveren indberetter til Skattestyrlsen om din ægtefælles indkomst og arbejdstimer og via oplysninger om din civilstand fra folkeregisteret.

Hvis du ikke kan dokumentere, at du stadig opfylder betingelserne, stopper vi din SU, og for meget udbetalt SU vil blive krævet tilbagebetalt. Har du derfor fået udbetalt SU i en periode, hvor vi efterfølgende konstaterer, at din ægtefælle ikke kunne betragtes som arbejdstager efter EU-retten, skal du betale denne SU tilbage.

Du er ægtefælle til en dansk statsborger i Danmark

Hvis du er ægtefælle til en dansk statsborger i Danmark, skal du være opmærksom på, at din ægtefælle skal have benyttet sig af retten til fri bevægelighed over landegrænser, før du kan blive ligestillet med danske statsborgere og få SU.

Du skal dokumentere, at din ægtefælle med dansk statsborgerskab har benyttet sig af EU-rettens regler om fri bevægelighed over landegrænser, og at han eller hun har haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU-/EØS-land eller Schweiz eller på anden måde kan anses som vandrende arbejdstager efter EU-retten. Dokumentationen skal afleveres på dit uddannelsessted sammen med oplysningsskemaet "Udenlandsk statsborger".

Dokumentationen kan bestå af:

  • Dokumentation for adresser i udlandet, herunder udskrifter om bopælsregistrering fra folkeregisteret i det pågældende land.
  • Skøder på boligkøb, lejekontrakter for leje af bolig eller kvittering for huslejebetaling.
  • Dokumentation for, at din ægtefælle flyttede fra sin tidligere bopæl, herunder dokumentation for at vedkommende opsagde lejemål, solgte sin bolig eller fremlejede sin bolig i en vis periode.
  • Indmeldelse af børn i skole, børnehave med videre.
  • Dokumentation for sygesikringsnummer eller særlige sygeforsikringer.

Bemærk at listen ikke er udtømmende, og at vi altid foretager en konkret og individuel vurdering af din sag, når vi tager stilling til den vedlagte dokumentation.

Din ægtefælle med dansk statsborgerskab kan som udgangspunkt opfylde kravet om "et reelt og faktisk ophold" ved for eksempel at have haft et længerevarende ophold i en lejebolig (med en tidsubegrænset lejekontrakt) eller i en bolig, som han eller hun har købt i et andet EU-/EØS-land eller Schweiz. Kravet er derimod ikke opfyldt, hvis din ægtefælle kun har haft fremlejet et værelse eller har været tilflyttet en c/o-adresse hos slægtninge eller bekendte for en kortvarig periode.