Søg
Forside  SU i udlandet Hele uddannelser i udlandet

Hele uddannelser i udlandet 

Du har mulighed for at få SU til en række hele uddannelser i udlandet. En overbygning til en dansk uddannelse tæller også som en hel uddannelse. Det gælder for eksempel kandidat- og masteruddannelser, som du også kan søge udlandsstipendium til.

Sådan søger du

Når du søger SU til en hel uddannelse i udlandet, skal du søge om to ting:

  1. Du skal søge om at få godkendt den udenlandske uddannelse til SU ved at udfylde og sende os et papirskema 
  2. Du skal søge SU til uddannelsen i minSU

Når du søger udlandsstipendium til en hel kandidat-/masteruddannelse i udlandet, skal du bruge samme papirskema, som når du søger om godkendelse til SU.

Vi kan først udbetale SU til dig, når vi:

  1. har godkendt din ansøgning om godkendelse til SU og eventuelt udlandsstipendium,
  2. har modtaget dokumentation for endelig optagelse og
  3. har behandlet din ansøgning om SU i minSU.

 

1. Du skal søge om at få godkendt den udenlandske uddannelse til SU

Du skal søge om at få godkendt den uddannelse i udlandet, du vil tage. Ansøgninger om godkendelse kan tage lang tid at behandle, så søg i god tid. Du kan søge om, at få din uddannelse godkendt til SU og udlandsstipendium i op til et år, før du skal starte på uddannelsen, og du behøver ikke at være optaget på uddannelsen for at søge om at få den godkendt. Du kan søge om at få godkendt flere uddannelser i udlandet samtidig.

Du skal udfylde skemaet Ansøgning om godkendelse af uddannelse i udlandet til SU og udlandsstipendium. For at udfylde og printe skemaet skal du have Acrobat Reader.

Dit ansvar

Søger du om godkendelse til SU og eventuelt udlandsstipendium til en uddannelse i udlandet, er der en række ting, du har ansvaret for, og hvis du lever op til dette ansvar vil det afkorte den tid, det tager os at behandle din ansøgning.

For at vi kan behandle din ansøgning hurtigst muligt, er det vigtigt, at du udfylder din ansøgning korrekt og vedlægger alt det materiale om din uddannelse og dit uddannelsessted i udlandet, som vi beder om på ansøgningsskemaets side 2.

Det er vigtigt, at du sender fyldestgørende oplysninger om den konkrete uddannelse og det konkrete uddannelsessted. Det er ikke nok at henvise til generelle oplysninger eller henvise til oplysninger via links.

Sådan gør du 

  1. Download skemaet Godkendelse af uddannelse i udlandet til SU og udlandsstipendium
  2. Udfyld skemaet digitalt eller print det ud og udfyld det i hånden med kuglepen. Print skemaet på hvidt papir i A4-format
  3. Skriv dit cpr-nummer på alle sider og hæft siderne sammen
  4. Send skemaet samt det påkrævede materiale enten
    • med brev til Uddannelsesstyrelsen, Afdelingen for Uddannelsesstøtte, Udlandsenheden, Vester voldgade 123, 1., DK-1552 København V, eller
    • som vedhæftet fil i en mail via din digitale postkasse på borger.dk

Hvis du vil sende det udfyldte skema til os per mail som en vedhæftet fil, kræver det, at du har en pdf-printer. Det skyldes, at du ikke kan gemme dokumentet, når du har udfyldt det. Programmer, der kan omdanne dokumenter til pdf-filer (pdf-printere), kan downloades gratis på internettet. Når du derefter sender ansøgningen til os via din digitale postkasse på www.borger.dk, sender du sikkert, hvilket betyder, at det er godkendt til at sende tekst og filer, der indeholder personfølsomme oplysninger, så som dit cpr-nummer.

Fra ansøgning til udbetaling - SU

 

Ansøgning om udlandsstipendium

Din ansøgning bliver også behandlet som en ansøgning om udlandsstipendium, hvis du sætter kryds i ansøgningsskemaets felt 2 ud for ”Jeg søger også om at få min kandidatuddannelse godkendt til udlandsstipendium”.

Husk, at du senest skal have søgt udlandsstipendium, inden den uddannelsesperiode, som udlandsstipendiet skal gives til, er afsluttet. Uddannelsesperioden fremgår af fakturaen fra dit udenlandske uddannelsessted. Uddannelsesperioden kan maksimalt være på seks måneder. Læs mere under Fra ansøgning til udbetaling – udlandsstipendium.

2. Du skal søge SU til uddannelsen i minSU

En ansøgning om godkendelse til SU og eventuelt udlandsstipendium er ikke det samme som at søge SU. Du skal derfor huske også at søge SU i minSU, for at få udbetalt din SU.

Søg i god tid

Du kan tidligst søge SU tre måneder før, du starter på uddannelsen. Det vil sige, at du tidligst kan søge tre måneder før den tidligste startdato, hvis du søger om godkendelse af flere uddannelser på en gang.

Du kan tidligst få SU fra den måned, du har søgt SU i minSU, hvis du er berettiget til det. Du kan således ikke søge SU med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at du skal søge SU senest den måned, du vil have SU fra og senest 5. december i det år, du vil have SU i. Søger du efter den 5. december, kan du tidligst få SU i januar året efter. Dette gælder også, selv om der mangler dokumentation for, at du er endeligt optaget på uddannelsen i udlandet.

Hvis du søger om at få godkendt flere uddannelser eller om udlandsstipendium til flere uddannelser i udlandet samtidig, skal du søge SU til uddannelsernes tidligste startdato. Du kan nemlig ikke søge SU med tilbagevirkende kraft. Læs mere om frister for ansøgning om SU i minSU.

Fra ansøgning til udbetaling - SU

 

 Ingen SU

Vi kan først udbetale SU til dig, når viu har:

  1. godkendt din ansøgning om godkendelse til SU og eventuelt udlandsstipendium
  2. modtaget dokumentation for, at du er endeligt optaget
  3. behandlet din ansøgning om SU, som du taster i minSU

 Værd at vide

Du skal have NemID for at kunne søge SU i minSU. Hvis du endnu ikke har fået en NemID, kan du bestille en hos NemID
Bestil NemID

 Særlige ansøgere

Du skal være særlig opmærksom, hvis du er:

  • Dansk statsborger uden dansk cpr-nummer. I så fald skal du sammen med ansøgningen sende en kopi af dit pas samt en Tro og love erklæring 
  • Færing. I så fald skal du sammen med ansøgningen sende dokumentation for, at du har boet på Færøerne i mindst to sammenhængende år indenfor de sidste ti år (bopælsattest) 
  • Udenlandsk statsborger. I så fald skal du sammen med ansøgningen søge om at blive ligestillet efter EU-rettens regler. Det gør du ved at sende skemaet til udenlandske statsborgere, der søger SU til uddannelse i udlandet.

Se EU-rettens regler

 Vær kritisk

Andre landes uddannelsessystemer kan adskille sig meget fra det danske. Ofte vil du blive mødt med farvestrålende brochurer og hjemmesider, der kan være svære at gennemskue. Skaf dig derfor så mange oplysninger som muligt om uddannelsen. På den måde kan du for eksempel sikre dig, at uddannelsen er anerkendt af studielandets myndigheder, og at uddannelsens niveau svarer til lignende danske uddannelser, der er godkendt til SU.