For at få SU med til udlandet skal du opfylde de generelle betingelser for at få SU. Det vil sige, at du skal opfylde de betingelser, der gælder, hvis du søger SU til en tilsvarende uddannelse i Danmark.
Derudover skal du:
- sende en ansøgning om at få godkendt din uddannelse i udlandet til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte.
- have haft ophold i Danmark i en sammenhængende periode på mindst to år inden for de sidste 10 år forud for ansøgningstidspunktet (denne betingelse gælder dog ikke, hvis du søger SU til studentereksamen ved Duborg-Skolen i Flensborg eller A. P. Møller Skolen i Slesvig, eller hvis du har boet i udlandet i en periode, fordi dine forældre har været udstationeret for den danske stat, og du derfor ikke er registreret i CPR som udrejst af Danmark).
- søge om godkendelse af hvert enkelt uddannelsestrin for sig. Det betyder, at du skal søge om godkendelse igen, hvis du vil tage en overbygning til den allerede godkendte uddannelse, eller hvis du vil skifte uddannelse eller uddannelsessted. Du skal igen opfylde betingelsen under punkt 2 på tidspunktet for den nye ansøgning.
- når du er i gang med din uddannelse, sende dokumentation for din studieaktivitet to gange om året.