Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål om udlandsstipendium

Kan du ikke finde svar på dine spørgsmål her, kan du få vejledning på dit danske uddannelsessted.

Jeg er i gang med en dansk bacheloruddannelse, kan jeg få udlandsstipendium til et studieophold?

Du kan få udlandsstipendium til studieophold, hvis du opfylder betingelserne.

Kan jeg få udlandsstipendium til et studieophold, der er normeret til 20 ECTS-point?

Du kan få udlandsstipendium, hvis du opfylder betingelserne, og dit danske uddannelsessted giver dig fuld merit for studieopholdet. Udlandsstipendiet gives for det antal point, du får forhåndsgodkendt. Du skal få forhåndsgodkendelsen hos dit danske uddannelsessted, inden du starter på studieopholdet.

Kan jeg søge udlandsstipendium til studieophold på sommerskole (summer school)?

Du kan søge udlandsstipendium til ophold på sommerskole, hvis opholdet er en del af et studieophold, dit danske uddannelsessted har godkendt. Derudover skal du opfylde de øvrige betingelser.

Kan jeg få udlandsstipendium, når jeg også får legater?

Du kan godt få udlandsstipendium, selv om du også får legater. Modtager du legater fra dit udenlandske uddannelsessted til at dække studieafgiften på din udenlandske uddannelse, skal du gøre styrelsen opmærksom på dette. Udlandsstipendiet dækker kun den studieafgift som du faktisk skal betale (beregnet ud fra studieafgiften omregnet efter kursen den 1. bankdag i udbetalingsmåneden), hvilket betyder at din tildeling af udlandsstipendium går til hel eller delvis dækning af den studieafgift der er tilbage, når legatet er modregnet studieafgiften.

Får du derimod legater til dækning af rejseudgifter, skolebøger, samt til afholdelse af kost og logi, vil dette ikke blive modregnet dit udlandsstipendium.

Du bør derudover også være opmærksom på skattereglerne. Kontakt SKAT for mere information.

Skal jeg betale skat af udlandsstipendiet?

Udlandsstipendiet er skattefrit. Hvis du ved siden af udlandsstipendiet modtager andre skattefrie legater, der også er givet til dækning af studieafgifter i udlandet, og de til sammen overstiger de faktiske udgifter, du har til betaling af undervisning, bliver du beskattet af det overskydende beløb. Er du i tvivl, spørg SKAT. Det er også SKAT, der kan oplyse dig om den skattemæssige behandling af legater, der er givet til dækning af andre udgifter end studieafgiften i forbindelse med din studierejse.