Det er dit danske uddannelsessted, der vejleder dig om, hvordan du søger om udlandsstipendium til studieophold. Du kan ikke søge via styrelsen eller de skemaer, der findes her på sitet.
Dokumentation
Når du søger om at få udlandsstipendium til studieophold i udlandet, skal du dokumentere:
- Merit. Dit danske uddannelsessted skal forhåndsgodkende, at dit udenlandske studieophold giver dig fuld merit på din danske uddannelse. Du skal vedlægge forhåndsgodkendelsen, når du søger om udlandsstipendiet.
- Optagelse. Du skal dokumentere, at du er optaget på det udenlandske uddannelsessted. Du skal selv søge om optagelse, og optagelsen må godt være betinget af betaling. Nogle uddannelsessteder udsteder ikke optagelsesbreve før kort tid inden semesterstart. I disse tilfælde kan du vælge at sende din ansøgning og den øvrige dokumentation af sted i god tid. Når du senere modtager dokumentation for, at du er optaget på den udenlandske uddannelse, kan du eftersende den.
- Studieafgift. Du skal dokumentere den studieafgift, som det udenlandske uddannelsessted opkræver. Dokumentationen skal indeholde studieafgiftens beløb, datoen for, hvornår beløbet skal betales og den tidsperiode studieafgiften dækker (fakturaen må højst være på seks måneder, da der ikke kan udbetales udlandsstipendium for mere end et halvt år ad gangen). Derudover skal dokumentationen tydeligt vise, hvad studieafgiften dækker over. Du skal kunne dokumentere, at udlandsstipendiet kun dækker det, som det danske statsstilskud (også kaldet taxametertilskud) tilsvarende dækker på en dansk uddannelse (undervisning, bibliotek med videre). Det vil sige, at udlandsstipendiet for eksempel ikke dækker campusafgifter, transportomkostninger, forsikringer og lignende. Du kan eventuelt eftersende dokumentation for studieafgiften.
Studieafgifter der dækkes af udlandsstipendium
Hvis du ikke har søgt SU
Har du ikke søgt SU til den uddannelse, du er i gang med, skal du også søge SU i minSU. SU-kontoret på dit uddannelsessted bruger din ansøgning i minSU til at vurdere, om du har mindst et SU-klip og/eller en slutlånsrate tilbage. Dette er en betingelse for, at du kan få udlandsstipendium.
Ønsker du ikke at få SU til din uddannelse i udlandet, skal du fravælge dette på SU-ansøgningsskemaet.
Frister for at søge
Du kan tidligst søge udlandsstipendium 12 måneder før studiestart. Det vil sige, at du tidligst kan søge ét år, inden dit studieophold starter.
Du skal senest have søgt udlandsstipendium, inden den uddannelsesperiode, som udlandsstipendiet skal gives til, er afsluttet. Uddannelsesperioden fremgår af fakturaen fra dit udenlandske uddannelsessted. Uddannelsesperioden kan maksimalt være på seks måneder.
Led i Erasmus Mundus-uddannelse
Bemærk, at hvis du inden den 1. juli 2010 er begyndt på et studieophold i udlandet på en kandidat-/masteruddannelse, der er godkendt som led i en Erasmus Mundus-uddannelse, vil du kunne søge om udlandsstipendium til den del af studieopholdet i udlandet, der ligger efter den 1. juli 2010.