Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Her finder du svar på spørgsmål om SU i forbindelse med COVID-19

For english version see COVID-19 and SU - english version.

Vi opdaterer løbende siden med generelle spørgsmål og svar.

Finder du ikke svar nedenfor, kan du se, hvem du kan kontakte med dit spørgsmål her.

Overblik: 5 tiltag på SU-området

  • Ekstra SU-lån - til studerende, der modtager SU
  • Ekstra slutlån - til studerende, der er sidst i deres videregående uddannelse
  • Forhøjet fribeløb - til studerende, der deltager i COVID-19 beredskabet
  • Ekstra SU-lån - til studerende på videregående uddannelser, der er i lønnet praktik i marts, april, maj, juni, juli og/eller august 2020
  • Forlænget periode med slutlån - til studerende på videregående og private uddannelser, der har brugt alle slutlånsrater eller SU-klip og ikke har ret til almindeligt slutlån

Får jeg SU, når jeg ikke møder op på mit uddannelsessted?

Ja. SU bliver udbetalt til studerende forud og på månedsbasis. Studerende skal fortsat være studieaktive og altså opretholde deres studieaktivitet i det omfang, det er muligt. SU-udbetalinger, der skal behandles manuelt, kan dog risikere at blive forsinket. Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, skal du henvende dig til dit uddannelsessted.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg bliver forsinket i min videregående uddannelse på grund af COVID-19?

Vi forudsætter, at du er studieaktiv hjemmefra i det omfang, det er muligt. SU-udbetalingerne fortsætter derfor uændret.

Hvis du bliver forsinket i din videregående uddannelse som følge af COVID-19-situationen, kan du søge om tillæg af SU-klip til ramme og støttetid. Der vil dog altid være tale om en konkret afgørelse i forhold til den enkelte SU-ansøger, hvor du skal kunne godtgøre, at der er årsagssammenhæng mellem COVID 19-situationen og din forsinkelse.

Kan jeg opretholde min status som arbejdstager, selvom jeg i en periode ikke kan arbejde på grund af COVID-19? - Opdateret 18/9-2020

I perioden marts-juni 2020 kan de danske myndighedes anbefalinger til borgere og virksomheder i forbindelse med COVID-19 have betydet, at du ikke har kunnet arbejde som normalt. Det tager vi hensyn til, når vi løbende vurderer din arbejdstagerstatus. 

Fra juli 2020 er Danmark genåbnet med undtagelse af meget få brancher. Vi forventer derfor som udgangspunkt, at du genoptager din normale erhvervsaktivitet fra den 1. juli 2020. 

Ansat i en branche, der fortsat er omfattet af nedlukning

Er du ansat i en af de få brancher, der fortsat er omfattet af nedlukningen, skal du sende en tro- og loveerklæring fra din arbejdsgiver. Erklæringen skal indeholde din arbejdsgivers underskrift, CVR-nummer og virksomhedens stempel. Det skal desuden fremgå af erklæringen, at den fortsatte nedlukning i forbindelse med COVID-19 er årsagen til, at du ikke kan arbejde 10–12 timer om ugen. Vi foretager altid en konkret vurdering af den indsendte dokumentation.

Ansat i en branche, der ikke er omfattet af nedlukning

Hvis du er ansat i en af de få brancher, der ikke er nedlukket, men fortsat er meget påvirket af COVID-19-situationen, skal du sende en tro- og loveerklæring fra din arbejdsgiver. Erklæringen skal indeholde din arbejdsgivers underskrift, CVR-nummer og virksomhedens stempel. Den skal desuden redegøre for, at din arbejdsplads som følge af COVID-19 ikke kan tilbyde dig det antal arbejdstimer, som du normalt har. Det skal også fremgå af erklæringen, hvad nedgangen i dine arbejdstimer skyldes - for eksempel færre kunder, indskrænket åbningstid eller lignende.

Vi foretager altid en konkret vurdering af den indsendte dokumentation.

Hvis du holder ferie eller bliver opsagt fra dit arbejde

Du skal være opmærksom på, at hvis du afholder ferie, skal du sende dokumentation for det, uanset din beskæftigelse og om du er omfattet af lønkompensation eller ej. Du kan følge anvisningerne under Ændringer til din situation.

Hvis du bliver opsagt fra dit job, kan du følge anvisningerne til ’uforskyldt arbejdsløs’ under Ændringer til din situation.

Det er som udgangspunkt er en forudsætning, at du har status som arbejdstager i perioden op til, at du på grund af de danske myndigheders anbefalinger i forbindelse med COVID-19, midlertidigt ikke kan arbejde. Det gælder også, hvis du bliver opsagt fra dit arbejde. Vi foretager altid en konkret vurdering, men det betyder, at vi som udgangspunkt forventer, at du som minimum har arbejdet 10-12 timer hver uge i en sammenhængende periode på 10 uger op til det tidspunkt, hvor du holder op med at arbejde.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til din ligestilling som vandrende arbejdstager efter EU-retten, kan du kontakte os via Digital Post. Klik her for at give os besked via Digital Post på borger.dk/fra e-Boks.

Studieaktivitet og SU

Hvordan skal jeg forholde mig til kravene om studieaktivitet?

Vi forudsætter, at du er studieaktiv hjemmefra i det omfang, det er muligt. SU-udbetalingerne fortsætter derfor uændret.

Særligt for studerende på videregående uddannelser

Den halvårlige studieaktivitetskontrol for studerende på en videregående uddannelse bliver afviklet som normalt fra slutningen af marts. Er du startet på din uddannelse den 1. juli 2016 eller senere, vil vi kontrollere, om du er mere end 6 måneder (svarende til 30 ECTS) forsinket i din uddannelse. Er du mere end 6 måneder forsinket, vil du modtage et partshøringsbrev fra styrelsen.

Studerende, der ved studieaktivitetskontrollen er beregnet til at være mere end 6 måneder forsinkede i uddannelsen, er blevet forsinkede forud for COVID-19-tiltagene. Studerende vil derfor ikke blive erklæret studieinaktive på grund af forsinkelse, der skyldes COVID-19-tiltagene.

Jeg har modtaget et brev om min studieaktivitet. Hvordan skal jeg forholde mig?

Er du startet på din videregående uddannelse den 1. juli 2016 eller senere, må du højst være 6 måneder (svarende til 30 ECTS) forsinket i din uddannelse. Vi kontrollerer din studieaktivitet ved at sammenholde det antal ECTS, du har opnået i din uddannelse, med dit forbrug af SU-klip i uddannelsen. Er du mere end 6 måneder forsinket, opfylder du ikke kravene til studieaktivitet, og du vil modtage et brev fra styrelsen.

Har du modtaget et brev fra styrelsen om din studieaktivitet, og mener du, at der er fejl i opgørelsen, skal du følge vejledningen i brevet og kontakte studieadministration eller SU-kontoret på dit uddannelsessted.

Er du forhindret i at indhente din forsinkelse på grund af en udskudt eksamen som følge af COVID-19?

Er du konkret forhindret i at indhente din forsinkelse på mere end 30 ECTS i din uddannelse, fordi en allerede planlagt eksamen er blevet udskudt som følge af COVID-19-tiltagene, kan du kontakte SU-kontoret på dit uddannelsessted og gøre dem opmærksomme på det. Det kan være, hvis du læser på en uddannelse, hvor det ikke er muligt at afvikle din eksamen som planlagt, og hvor det samtidig ikke er muligt at tilbyde dig en alternativ prøveform (for eksempel en afløsningsopgave eller en eksamination online).

Du kan kontakte dit uddannelsessted, hvis disse to betingelser er opfyldt:

  • Du skulle have været til en eksamen, der som udgangspunkt var planlagt til afholdelse i forårssemestret 2020 (det vil sige til og med 30. juni 2020), men som er blevet udskudt som følge af COVID-19-tiltagene. Det gælder både udskudte eksamener, der hører til forårssemestret 2020 og udskudte reeksamener, der for eksempel hører til efterårssemestret 2019.
  • Du ville ved en bestået eksamen indhente din forsinkelse, således at du højst er 6 måneder (svarende til 30 ECTS) forsinket i din uddannelse.

Hvis du opfylder begge betingelser og kontakter dit uddannelsessted, vil din studieaktivitet som udgangspunkt blive vurderet, når du har haft mulighed for at gå til eksamen.

Jeg er blevet forsinket i min videregående uddannelse på grund af sygdom og har fået brev om min studieaktivitet. Jeg vil søge tillæg af klip, men kan slet ikke/først om lang tid få en lægetid. Hvad gør jeg?

Er du blevet forsinket i din videregående uddannelse, fordi du har været syg, kan du søge om tillæg af SU-klip. For at kunne få tillæg af klip er det en betingelse, at der er indtrådt en faktisk forsinkelse i din uddannelse, og at forsinkelsen kan opgøres i tid. Læs mere om tillæg af SU-klip.

Du kan søge om tillæg af klip i minSU, hvor du får en kvitteringsside, som du skal sende til SU-kontoret på dit uddannelsessted. Du skal vedlægge lægefaglig dokumentation for din sygdom samt din egen redegørelse for, hvordan sygdommen har forsinket dig i din uddannelse.

Hvis du på grund af COVID-19-tiltagene først om lang tid eller slet ikke kan få en tid hos din praktiserende læge, hospital, psykiater eller lignende, opfordrer vi dig til at sende din ansøgning til dit uddannelsessted alligevel. Når du sender ansøgningen til dit uddannelsessted, skal du skrive, at du på grund af COVID-19-tiltagene er forhindret i at få en tid hos din læge/hospital/psykiater, og du skal så vidt muligt vedlægge dokumentation for den tid du har fået, eller at du ikke kan få en tid på nuværende tidspunkt.

 

COVID-19 og mulighed for ekstra lån - Opdateret 2/9-2020

Folketinget vedtog 31. marts 2020 en ændring af SU-loven, der gav studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser mulighed for at optage ekstra lån i marts og april 2020 i forbindelse med COVID-19. Det blev 22. april 2020 besluttet, at muligheden forlænges til også at gælde for maj og juni 2020. Det blev den 15. juni 2020 besluttet, at muligheden forlænges til også at gælde for juli og august 2020. Det blev den 2. september meldt ud, at ordningen med ekstra lån ikke forlænges yderligere, men udløber samtidig med en række øvrige hjælpepakker.

For at kunne få det ekstra lån, skal du i minSU have søgt det almindelige lån/slutlån inden for de almindelige tidsfrister, der gælder for henholdsvis marts, april, maj, juni, juli og august 2020.

Udbetaling, når du har godkendt din låneplan

For at få det ekstra lån udbetalt, skal du udfylde og godkende din låneplan i minSU inden for de almindelige tidsfrister:

  • Du har allerede søgt almindeligt SU-lån/slutlån: Du skal ikke søge det ekstra lån separat, hvis du allerede har søgt SU-lån/slutlån til marts, april, maj, juni, juli og august. Har du søgt SU-lån for marts, april, maj, juni, juli og/eller august, har du modtaget en støttemeddelelse i e-Boks, og du skal logge ind i minSU og udfylde og godkende din låneplan. Tidsfriten er den 15. december 2020. Du skal dog senest have godkendt låneplanen, inden du afslutter din uddannelse.

  • Du har ikke søgt almindeligt SU-lån/slutlån til marts, april, maj, juni, juli og august 2020: Du skal søge lån efter de almindelige betingelser:

    Ønsker du SU-lån, skal du senest have søgt om det den 5. december 2020 og have udfyldt og godkendt din låneplan senest den 15. december 2020.

    VIGTIGT: Ønsker du slutlån, skal du have søgt inden udgangen af den måned, du ønskede slutlån. Du skal senest den 15. december 2020 have godkendt din låneplan i minSU. Du skal dog senest have godkendt låneplanen, inden du afslutter din uddannelse.

    Slutlån kan ikke søges med tilbagevirkende kraft.

    Læs mere om at søge slutlån i minSU.

Du skal altid godkende din låneplan for at få lånet udbetalt. Det kan du læse mere om nedenfor.

Muligheden for ekstra SU-lån gælder også for studerende på videregående uddannelser, der er i lønnet praktik i månederne marts, april, maj, juni, juli og/eller august 2020.

Se mere under de forskellige spørgsmål og svar herunder:

Hvem kan søge det ekstra SU-lån eller SU-slutlån?

SU-lån: For at være berettiget til at optage ekstra SU-lån, skal du modtage SU – se betingelserne for SU-lån her.

SU-slutlån: For at være berettiget til at optage ekstra SU-slutlån, skal du være studieaktiv på en videregående uddannelse og opfylde betingelserne for SU-slutlån.

For at kunne få det ekstra lån, skal du have søgt det almindelige lån/slutlån inden for tidsfristerne i minSU.

Hvor meget kan jeg låne ekstra i SU-lån eller SU-slutlån i forhold til COVID-19? - Opdateret 17/6-20

Hvis du får SU, får du mulighed for at optage SU-lån for op til 6.388 kr. pr. måned ud over SU-stipendium og den eksisterende mulighed for SU-lån. Det svarer til, at du i alt kan få udbetalt 9.582 kr. pr. måned som almindeligt SU-lån i marts, april, maj, juni, juli og august 2020.

Udvidelsen gælder også for studerende på videregående uddannelser, der modtager SU-slutlån. Slutlånet udvides derfor fra 8.241 kr. pr. måned til 14.629 kr. pr. måned i marts, april, maj, juni, juli og august 2020.

Hvordan får jeg ekstra SU-lån i forhold til COVID-19? - Opdateret 26/6-20

Du skal modtage SU i marts, april, maj, juni, juli og august for at have ret til SU-lån i de seks måneder. Læs mere om at søge SU-lån i minSU.

Hvis du ikke allerede har søgt om SU-lån, skal du søge efter de almindelige betingelser via minSU. Har du allerede søgt om SU-lån for marts, april, maj, juni, juli eller august 2020, eller modtager du allerede SU-lån for disse måneder, skal du ikke søge igen, da du automatisk får tildelt den forhøjede lånemulighed.

Udbetaling, når du har godkendt din låneplan

Når du har søgt lån i minSU, får du en støttemeddelelse i e-Boks. Du skal derefter logge ind i minSU og udfylde og godkende din låneplan, før du får lånet udbetalt.

Du kan selv vælge, om du vil godkende din låneplan nu eller senere. Så længe du går på en SU-berettigende uddannelse, kan du godkende din låneplan og få lånet udbetalt med tilbagevirkende kraft. Du kan dog senest søge den 5. december 2020 og godkende din låneplan den 15. december 2020.

Læs mere om betingelser for SU-lån.

Hvis du er i tvivl om, om du vil have dele af eller hele det ekstra lån udbetalt, anbefaler vi dig, at du i første omgang søger om lånet, men ikke godkender din låneplan.

Hvordan får jeg ekstra SU-slutlån i forhold til COVID-19? - Opdateret 26/6-20

Du skal have søgt slutlån inden for de almindelige tidsfrister for at få ekstra slutlån. Slutlån kan ikke søges med tilbagevirkende kraft.

Godkend dit slutlån

Har du søgt slutlån skal du godkende din låneplan i minSU senest den 15. december 2020. Du skal dog senest have godkendt låneplanen, inden du afslutter din uddannelse.
måneder.

Kan jeg betale mit ekstra SU-lån eller SU-slutlån tilbage med det samme, hvis jeg fortryder?

Ja, du kan betale lånet tilbage til Udbetaling Danmark. Se mere på borger.dk/studiegæld.

Hvornår bliver mit ekstra SU-lån/SU-slutlån udbetalt?

Vi udbetaler dit lån cirka en uge efter, du har godkendt din låneplan.

Skal jeg være opsagt fra mit studiejob for at være berettiget til det ekstra SU-lån/SU-slutlån?

Nej, du skal opfylde de almindelige betingelser for SU-lån og betingelser for SU-slutlån.

Kan jeg få det forhøjede/ekstra SU-lån, hvis jeg er i lønnet praktik? Opdateret 17/6-20

Folketinget har henholdsvis den 31. marts og 22. april 2020 vedtaget, at studerende, der er i lønnet praktik i marts, april, maj og/eller juni 2020 som led i deres videregående uddannelse (for eksempel pædagogstuderende og andre, der skal i lønnet praktik i deres uddannelse), bliver omfattet af muligheden for at optage ekstra SU-lån eller slutlån. Den 15. juni 2020 er der indgået aftale om at forlænge perioden til også at gælde for juli og august 2020.

Du kan optage det ekstra lån, når din lønnede praktikperiode er afsluttet, og du igen modtager SU. For at kunne få det ekstra SU-lån, skal du opfylde de almindelige betingelser for SU-lån, i månederne efter den lønnede praktikperiode.

 

COVID-19 og udvidet mulighed for flere måneder med slutlån - Opdateret 30/6-20

Folketinget har den 30. april 2020 vedtaget en ændring af SU-loven, der giver studerende på videregående og privat uddannelse, der står uden flere SU-klip eller slutlån, en udvidet mulighed for at tage slutlån i op til 4 måneder i forbindelse med COVID-19. Den 15. juni 2020 er der indgået aftale om at udvide perioden med mulighed for at tage slutlån med yderligere 2 måneder til i alt 6 måneder.

Se mere under de forskellige spørgsmål og svar.

Kan jeg benytte den udvidede mulighed for slutlån i flere måneder? - Opdateret 30/6-2020

Du kan bruge den udvidede mulighed for slutlån i op til 6 måneder, hvis du:

  • har modtaget SU-klip eller slutlån i mindst én måned i din igangværende videregående eller private uddannelse

og senest pr. august 2020:

  • har brugt alle måneder med slutlån i din uddannelse eller
  • har brugt alle SU-klip i din uddannelse og endnu ikke opfylder de almindelige betingelser for at modtage slutlån, fordi du har mere end 12/24 måneder tilbage af din uddannelse.

Du skal fortsat være indskrevet på og gennemgå din videregående eller private uddannelse i de måneder, hvor du ønsker at tage slutlånet.

Vi anbefaler, at du læser om tilbagebetaling af lån og konsekvenserne ved at tage SU-lån.

Hvor mange måneders slutlån kan jeg tage i forbindelse med COVID-19? - Opdateret 30/6-2020

Du kan tage op til 6 måneder mere med slutlån i forbindelse med COVID-19. Du skal fortsat være indskrevet på og gennemgå din videregående eller private uddannelse i de måneder, hvor du ønsker at tage slutlånet.

For at finde ud af, hvor mange måneders slutlån du kan tage, skal du tælle, hvor mange måneder du har modtaget SU-klip og/eller slutlån i perioden fra marts 2020 til august 2020. Antallet af måneder med SU-klip og/eller slutlån skal du trække fra 6. I minSU kan du se, hvor mange måneder du har modtaget SU-klip og/eller slutlån. Har du tidligere fået udvidet din periode med slutlån i forbindelse med COVID-19, skal du dog ikke tælle disse måneders slutlån med.

Har du slet ikke modtaget SU-klip eller slutlån i de seks måneder, kan du tage 6 måneders slutlån.

Har du modtaget SU-klip eller slutlån i én måned – for eksempel i marts 2020, men ikke i april, maj, juni, juli og august 2020 – kan du tage 5 måneders slutlån.

I oversigten kan du se, hvor mange måneder du kan få udvidet din periode med slutlån med:

Antallet af måneder med SU-klip eller slutlån

i perioden fra marts til august 2020

Perioden med slutlån kan udvides med
0 måneder med SU-klip / slutlån 6 måneder
1 måneder med SU-klip / slutlån 5 måneder
2 måneder med SU-klip / slutlån 4 måneder
3 måneder med SU-klip / slutlån 3 måneder
4 måneder med SU-klip / slutlån 2 måneder
5 måneder med SU-klip / slutlån 1 måneder
6 måneder med SU-klip / slutlån 0 måneder

 

Hvordan søger jeg de ekstra måneders slutlån?

Du søger de ekstra måneder med slutlån på et papirsskema:

Når din ansøgning er behandlet, vil du modtage en støttemeddelelse i e-Boks, hvor du kan se det tildelte slutlån. Du skal herefter udfylde og godkende din låneplan i minSU for at få slutlånet udbetalt. Du får først dit slutlån udbetalt, når du har godkendt din låneplan.

Se mere om tidsfrister under spørgsmålet ”Hvornår skal jeg senest søge de ekstra måneder med slutlån?”.

Hvornår skal jeg senest søge de ekstra måneder med slutlån? - Opdateret 30/6-2020

Du skal senest have søgt slutlån ved udgangen af den måned, du ønsker det til. Ønsker du for eksempel slutlån for september 2020, skal du sende ansøgningsskemaet, så dit uddannelsessted senest har det den 30. september 2020. Slutlån kan ikke søges med tilbagevirkende kraft.

Sidste frist for at søge om de op til 6 måneder med slutlån er 31. oktober 2020. Hvis du søger senere, kan du ikke få udvidet din periode med slutlån, uanset hvor mange måneders slutlån, du ellers ville kunne få.

Jeg har tidligere fået udvidet min periode med slutlån i forbindelse med COVID-19. Kan jeg søge om en ny udvidelse, når ordningen nu omfatter 6 måneder? - Opdateret 30/6-2020

Ja, det kan du. Har du inden den 1. juli 2020 fået udvidet din periode med slutlån med op til 4 måneder i forbindelse med COVID-19, kan du få en yderligere udvidelse på 2 måneders slutlån, hvis du fortsat opfylder betingelserne. Du skal udfylde et nyt ansøgningsskema, som du finder under spørgsmålet "Hvordan søger jeg de ekstra måneders slutlån?".

Se også spørgsmålene "Kan jeg benytte den udvidede mulighed for slutlån i flere måneder?" og "Hvor mange måneders slutlån kan jeg tage i forbindelse med COVID-19?".

Hvornår bliver mit slutlån udbetalt?

Vi udbetaler dit slutlån cirka en uge efter, du har godkendt din låneplan. Slutlånet udbetales som normalt med en slutlånsrate pr. måned.

Jeg har brugt alle SU-klip i min igangværende uddannelse, som jeg afslutter om mere end 12/24 måneder. Kan jeg alligevel få slutlån? - Opdateret 30/6-2020

Ja, hvis du har modtaget SU-klip eller slutlån i mindst én måned i din igangværende uddannelse og senest pr. august 2020 har brugt alle SU-klip i uddannelsen, kan du få udbetalt slutlån i op til 6 måneder, hvis du stadig er i gang med din uddannelse. Du kan få udbetalt de op til 6 måneders slutlån, selvom du har mere end 12/24 måneder tilbage af din uddannelse, som er de almindelige regler for slutlån.

Se også spørgsmålet "Hvor mange måneders slutlån kan jeg tage i forbindelse med COVID-19?".

Jeg har brugt alle SU-klip i min igangværende uddannelse, men ikke taget slutlån, fordi jeg har mere end 12/24 måneder tilbage af min uddannelse. Hvis jeg tager slutlån nu, kan jeg så tage slutlån senere? - Opdateret 30/6-2020

Ja, det kan du.

Med den nye ordning får du mulighed for at tage slutlån i op til 6 måneder i forbindelse med COVID-19, hvis du har modtaget SU-klip i mindst én måned i din uddannelse og brugt alle dine SU-klip i uddannelsen. Du kan få udbetalt de op til 6 måneders slutlån, selvom du har mere end 12/24 måneder tilbage af din uddannelse, som er de almindelige regler for slutlån.

De op til 6 måneders slutlån bliver lagt oveni den periode med slutlån, du har ret til efter de almindelige regler for slutlån. Det betyder, at du i alt får mulighed for at modtage slutlån i op til 30 måneder, hvis du har haft SU-klip svarende til din uddannelses normerede studietid. Har du haft SU-klip til uddannelsens normerede studietid med et tillæg på 12 SU-klip, får du i alt mulighed for at modtage slutlån i op til 18 måneder.

Jeg er forsørger – kan jeg få forsørgerlån og/eller forsørgertillæg sammen med mit slutlån i den udvidede periode?

Hvis du er forsørger og opfylder betingelserne for at modtage supplerende lån til forsørgere og/eller forsørgertillæg kan du også modtage det sammen med dit slutlån i den udvidede periode.

Når du er blevet tildelt dit slutlån og har fået en støttemeddelelse i e-Boks, kan du søge om forsørgerlån og/eller forsørgertillæg i minSU.

Jeg har modtaget handicaptillæg i min igangværende uddannelse – kan jeg også få handicaptillæg sammen med mit slutlån i den udvidede periode?

Ja, det kan du, hvis du opfylder betingelserne for at modtage handicaptillæg.

Når du er blevet tildelt dit slutlån og har fået en støttemeddelelse i e-Boks, skal du søge om handicaptillæg på ny i minSU.

Hvis du er bevilliget varigt handicaptillæg og har fået udbetalt handicaptillæg inden for de sidste 12 måneder, vil du automatisk være godkendt til handicaptillæg i den udvidede periode. Du skal derfor ikke vedlægge ny lægefaglig dokumentation i din ansøgning. Hvis du er bevilliget midlertidigt handicaptillæg og har mere end 3 måneder tilbage med handicaptillæg, skal du kontakte styrelsen for at få godkendt dit handicaptillæg igen.

Hvis det er mere end 12 måneder siden, du sidst har modtaget handicaptillæg, skal vi vurdere din ansøgning igen. Du skal derfor vedlægge ny lægefaglig dokumentation. Du kan læse mere om, hvordan vi vurderer ansøgninger om handicaptillæg.

Hvis du oplever problemer med din ansøgning om handicaptillæg i minSU, skal du kontakte handicapenheden via Digital Post. Find vejledning til Digital Post her.

 

COVID-19 og forhøjet fribeløb - opdateret 29/5-2020

Folketinget har 31. marts 2020 vedtaget, at studerende, der deltager i samfundskritiske funktioner i forbindelse med COVID-19-beredskabet, vil kunne søge om at få forhøjet deres årsfribeløb og uddannelsesfribeløb for 2020 med det beløb, de tjener ud over deres almindelige løn under beredskabsarbejdet (SU-lovens § 24, stk. 12). 

Hvornår skal jeg søge om at få forhøjet mit fribeløb?

Du behøver ikke gøre noget nu, hvis du deltager i samfundskritiske funktioner i forbindelse med COVID-19-beredskabet. Det er kun nødvendigt at søge om forhøjelse af fribeløbet, hvis du forventer, at din indkomst for 2020 vil overskride dit almindelige årsfribeløb eller uddannelsesfribeløb). Læs mere om fribeløb her.

Hvis du er i tvivl om, om du vil komme til at tjene mere end dit almindelige årsfribeløb i 2020, kan du også vente med at søge om at få forhøjet dit fribeløb, til efter du har fået krav (fordi du har tjent for meget). Du vil derefter kunne få omberegnet dit krav, efter at du har fået forhøjet dit fribeløb. Vi skal dog senest have modtaget din ansøgning om fribeløbsforhøjelsen den 31. december 2021.

Hvem kan få forhøjet deres fribeløb?

Det forhøjede fribeløb kan gives til studerende, der deltager i samfundskritiske funktioner i forbindelse med COVID-19-beredskabet. Hermed menes blandt andet studerende med en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund, der bliver anmodet om at træde til som ekstra assistance i samfundskritiske funktioner, og hvor dette arbejde ikke udføres som en del af den studerendes almindelige arbejde. Det kan for eksempel være medicin- og sygeplejerskestuderende til ekstravagter (FADL-vagter samt studenter-lægevikarer) og sosu-elever, der deltager i arbejde i tilknytning til COVID-19-beredskabet.

Hvordan ved jeg, om jeg er berettiget til at få det forhøjede fribeløb?

Når vi vurderer, om der er tale om deltagelse i samfundskritiske funktioner i forbindelse med covid-19-beredskabet, tager vi udgangspunkt i myndighedernes tiltag mod coronavirus/COVID-19 onsdag den 11. marts 2020, hvor alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, blev sendt hjem hurtigst muligt og senest fra fredag den 13. marts 2020. Med kritiske funktioner menes her for eksempel personale i sundhedssektoren, ældre- og plejesektoren, politiet, kriminalforsorgen, beredskabet, kødkontrollen og området for socialt udsatte. Det forhold, at hjemsendelse vil indebære opbygning af sagsbunker og forlængede sagsbehandlingstider, betyder ikke, at funktionerne anses som kritiske.

Som udgangspunkt kan du derfor få forhøjet dit fribeløb, hvis du ikke har været hjemsendt som følge tiltaget den 11. marts 2020, fordi du har varetaget samfundskritiske funktioner.

I særlige tilfælde kan du også få forhøjet dit fribeløb, hvis du, efter aftale med din arbejdsgiver, har kunnet udføre en mindre del af dit samfundskritiske arbejde hjemmefra – også selv om du ikke har været omfattet af den generelle hjemsendelse. Det kan for eksempel være, hvis du har haft ekstraarbejde i Udenrigsministeriets Borgerservice i forbindelse med COVID-19-beredskabet.

Som udgangspunkt skal der være tale om ekstra løn, tjent fordi du er anmodet om at træde til som ekstra assistance i samfundskritiske funktioner, og hvor dette arbejde ikke udføres som en del af dit almindelige arbejde Når vi vurderer din ansøgning, sammenholder vi derfor den ekstra løn, du har tjent som følge af din varetagelse af samfundskritiske funktioner i forbindelse med COVID-19-beredskabet med din tidligere løn. Du skal selv opgive oplysninger om din ekstra løn, når du søger, men vi indhenter i nogle tilfælde også oplysninger fra Skattestyrelsen om din løn. Se mere under spørgsmålet ”Hvordan søger jeg om at få forhøjet mit fribeløb?”.

Der kan også i særlige tilfælde være tale om løn tjent uden forudgående ansættelse, for eksempel hvis du er blevet ansat som FADL-vikar på grund af COVID-19-beredskabet.

Hvordan søger jeg om at få forhøjet mit fribeløb?

Du skal selv søge om at få forhøjet dit fribeløb i forbindelse med din deltagelse i samfundskritiske funktioner under COVID-19. Du søger ved at udfylde skemaet Ansøgning om forhøjelse af fribeløb for ekstraindtægt i forbindelse med COVID-19-beredskab.

På skemaet skal du oplyse, hvor meget du har tjent ekstra – se eventuelt mere under spørgsmålet ”Hvordan ved jeg, om jeg er berettiget til at få det forhøjede fribeløb?”.

Du skal sende det udfyldte skema og din dokumentation til styrelsen via Digital Post. Det fremgår af skemaet, hvilken dokumentation du skal vedlægge.

Du skal blandt andet sende skiftlig dokumentation for, at beløbet er tjent i forbindelse med deltagelse i arbejde i tilknytning til COVID-19-beredskabet. Dokumentationen kan for eksempel være ansættelseskontrakt, brev, erklæring eller lignende fra din arbejdsgiver eller faglige organisation (for eksempel FADL) om, at du har udført ekstra assistance i forbindelse med COVID-19-beredskabet. Hvis du er ansat i sundhedssektoren, kan du for eksempel også sende din egen redegørelse for, hvordan dit ekstraarbejde er relateret til COVID-19-beredskabet.

 

COVID-19 og skattefrit engangstilskud – opdateret 31/8-2020

Regeringen og et flertal af Folketingets partier har den 15. juni 2020 indgået aftale om, at der gives skattefrit engangstilskud på 1.000 kr. til personer, som var helt eller delvist offentligt forsørgede ved en offentlig indkomstoverførsel i april 2020. Engangstilskuddet administreres af ATP og gives således blandt andet til studerende, der modtog SU-stipendium eller slutlån i april 2020. 

Læs mere om engangstilskuddet på borger.dk her.

Hvem kan få engangstilskuddet?

Du skal have modtaget SU-stipendium eller slutlån i april 2020 for at være berettiget til engangstilskuddet. Du kan i minSU se, om du fik udbetalt SU eller slutlån for april måned. Har du spørgsmål til udbetalingen af SU eller slutlån, skal du kontakte en SU-medarbejder på dit uddannelsessted.

Hvornår får jeg udbetalt engangstilskuddet?

Det er ATP, der står for at udbetale engangstilskuddet. Har du fået SU eller slutlån i april 2020, vil ATP automatisk udbetale tilskuddet til dig i løbet af oktober 2020. Du skal ikke gøre noget. Tilskuddet udbetales til din NemKonto. 

ATP udbetaler pengene i tilfældig rækkefølge i løbet af oktober. Har du ikke fået tilskuddet udbetalt senest 1. november, kan du søge om at få det udbetalt. Læs mere om engangstilskuddet på borger.dk her.

Skal jeg betale skat af engangstilskuddet?

Nej. Tilskuddet er skattefrit, og du skal derfor ikke oplyse det i din forskudsopgørelse. Tilskuddet tæller ikke med i dit årsfribeløb for 2020 og har derfor ikke betydning for din SU.

COVID-19 og udbetaling af førtidige feriemidler – opdateret 2/9-2020

Folketinget har den 21. august 2020 vedtaget lovforslaget om førtidig udbetaling af feriemidler, der er optjent i perioden fra 1. september 2019 til 31. marts 2020 (svarende til op til 3 ugers ferie). Det er vedtaget, at de udbetalte feriemidler ikke skal modregnes i andre forsørgelsesydelser, og udbetalingen ikke skal påvirke retten til offentlige ydelser. Dette gælder også for SU-modtagere.

Påvirker det min SU, hvis jeg får udbetalt mine feriemidler?

Nej, det vil ikke påvirke din SU, hvis du vælger at få udbetalt dine feriemidler. Det udbetalte beløb kommer ikke til at tælle med i dit årsfribeløb for 2020 og har derfor ikke betydning for din SU.

Min SU-sats er afhængig af mine forældres indkomst. Påvirker det min SU, hvis mine forældre får udbetalt deres feriemidler?

Nej, det vil ikke påvirke din SU, hvis dine forældre får udbetalt deres feriemidler – heller ikke selv om din SU-sats er beregnet ud fra, hvor meget de tjener.

SU i udlandet

Hvordan skal jeg forholde mig til kravene om studieaktivitet og forsinkelse, når jeg læser en videregående uddannelse i udlandet?

Dokumentation for studieaktivitet

Du skal fortsætte med at indsende den halvårlige studiedokumentation.

Hvis dit uddannelsessted er blevet lukket på grund af Corona-virus, eller du er taget hjem til Danmark på grund af Corona-virus, og du derfor ikke har mulighed for at få stemplet og underskrevet din studiedokumentation af uddannelsesstedet, skal du selv udfylde blanketten til studiedokumentation, som du finder her på su.dk og skrive under på tro og love, at du følger studiet planmæssigt.

Hvis der er tale om dokumentation for, at du har afsluttet uddannelsen, skal du også i dette tilfælde selv udfylde blanketten og skrive under på tro og love, at du har afsluttet uddannelsen. I dette tilfælde skal vi bede dig om, at få dit uddannelsessted til at underskrive blanketten for, at du har afsluttet din uddannelse, når uddannelsesstedet igen er åbnet.

Studerende på videregående uddannelser i udlandet

Hvis du bliver forsinket i din videregående uddannelse som følge af COVID-19-situationen, kan du søge om tillæg af SU-klip til ramme og støttetid. Der vil dog altid være tale om en konkret afgørelse i forhold til den enkelte SU-ansøger, hvor du skal kunne godtgøre, at der er årsagssammenhæng mellem COVID 19-situationen og din forsinkelse.

Jeg er rejst hjem til mine forældre i Danmark, da mit uddannelsessted i udlandet er lukket. Får det betydning for min SU-sats?

Hvis du er rejst hjem fra din uddannelse i udlandet på grund af COVID-19 og derfor har flyttet din adresse hjem til dine forældre, vil du som udgangspunkt modtage hjemmeboende SU. Du vil så modtage en støttemeddelelse i din e-Boks om, at din SU-sats er ændret til hjemmeboende. Hvis du mener, at du fortsat har ret til udeboendesats, efter du midlertidigt er vendt hjem på grund af COVID-19, skal du hurtigst muligt kontakte enten Udlandsenheden eller dit danske uddannelsessted:

Kontakt Udlandsenheden - hvis du får SU til en hel uddannelse på en udenlandsk uddannelsesinstitution

Kontakt dit danske uddannelsessted - hvis du er på studieophold i udlandet.

Information på ministeriets hjemmeside

Vi henviser i øvrige til spørgsmål og svar om tilrettelæggelsen af uddannelser på temasiden på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.