Dit årsfribeløb i SU-sammenhæng, er ikke det samme som dit skattemæssige fribeløb.
Du kan få hjælp til at regne dit SU årsfribeløb ud.
Så meget må du tjene (fribeløb)
Der er grænser for hvor stort et beløb, du må tjene ved siden af din SU på et år. Det beløb hedder årsfribeløb
En af betingelserne for at være berettiget til SU er, at du ikke tjener for meget ved siden af din SU. Det beløb du må tjene ved siden af din SU hedder 'årsfribeløb', som består af 12 'månedsfribeløb'.
Undgå at betale SU tilbage
Hvis du ikke tjener mere end dit årsfribeløb i de år, hvor du får SU eller slutlån, undgår du at skulle betale noget af din SU tilbage. Får du kun SU i en del af året (fordi du for eksempel holder orlov, vælger SU fra eller andet) bliver dit årsfribeløb større.
Hvis du modtager et krav om at betale SU tilbage
Har du modtaget et krav om, at du skal betale SU tilbage, og er du i tvivl om, hvordan vi beregner din egenindkomst, så anbefaler vi, at du ser den her korte video. Den forklarer hvilke tal fra din årsopgørelse, vi bruger til at beregne din egenindkomst
Sådan beregner du din indkomst
Forhøjelse af årsfribeløb
Dit årsfribeløb kan forhøjes, hvis du for eksempel har børn under 18 år, modtager visse legater eller gør forsvarstjeneste i udlandet.
Det tæller med
De indkomster (din egenindkomst), der ud over din SU optræder på din årsopgørelse fra Skattestyrelsen, tæller med, når du skal regne ud, hvor meget du har tjent ved siden af din SU. I din skattemappe på Skattestyrelsen's TastSelv Borger kan du se, hvor meget du har tjent.
Du er virksomhedsejer
Har du en virksomhed, kan overskuddet tælle med i din egenindkomst og påvirke din SU.
Tjent for meget
Overstiger din egenindkomst dit årsfribeløb et år, hvor du har fået SU eller slutlån, skal du betale en del af din SU og dit eventuelle SU-lån tilbage.