Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Sådan regner du ud, hvor meget du skal betale tilbage i SU

Se regneeksempler over, hvor meget du skal betale tilbage.

Regneeksempel - ungdomsuddannelse

Peter får SU til sin HF-uddannelse i hele 2021. Hans fribeløb i 2021 er derfor 12 måneder med det laveste fribeløb for studerende på ungdomsuddannelser. Det vil sige 12 måneder à 9.069 kroner = 108.828 kroner.

Peter har et arbejde ved siden af sit studium. I foråret 2022 får styrelsen opgørelsen over Peters indkomst i 2021 fra Skattestyrelsen. Det viser sig, at han har tjent 125.493 kroner ved siden af sin SU i 2021. Peter har altså tjent (125.493 - 108.828) = 16.665 kroner over sit årsfribeløb og skal derfor betale en del af sin SU tilbage.

Det er dog ikke hele beløbet, Peter skal betale tilbage.

Af de første 11.019 kroner (forskellen mellem det mellemste fribeløb og det laveste fribeløb for studerende på ungdomsuddannelser i 2021) er det kun halvdelen, der skal betales tilbage: 50 procent af 11.019 kroner = 5.510 kroner.

Peter skal derfor betale (eksklusive tillæg):
16.665 - 11.019 = 5.646 
5.646 + 5.510 = 11.156 kroner tilbage

Da dette beløb overstiger SU-satsen for udeboende plus en måneds SU-lån (6.321 + 3.234 = 9.555) lægger vi oven i dette beløb et tillæg på syv procent – det vil sige: 11.156 x 0,07 = 780,89 kroner.

Det betyder, at Peter i alt skal betale:
11.156 + 780,89 = 11.936,39 kroner tilbage

Regneeksempel - videregående uddannelse

Signe får SU til sin uddannelse på seminariet i hele 2021. Hendes fribeløb i 2021 er derfor 12 måneder med det laveste fribeløb for studerende på videregående uddannelser. Det vil sige 12 måneder à 13.711 kroner = 164.532 kroner.

Signe har et arbejde ved siden af sit studium. I foråret 2022 får styrelsen opgørelsen over Signes indkomst i 2021 fra Skattestyrelsen. Det viser sig, at hun har tjent 187.926 kroner ved siden af sin SU i 2021. Signe har altså tjent (187.926 - 164.532) = 23.394 kroner over sit årsfribeløb og skal derfor betale en del af sin SU tilbage.

Det er dog ikke hele beløbet, Signe skal betale tilbage.

Af de første 11.019 kroner (forskellen mellem det mellemste fribeløb og det laveste fribeløb for studerende på ungdomsuddannelser i 2021) er det kun halvdelen, der skal betales tilbage: 50 procent af 11.019 kroner = 5.510 kroner.

Signe skal derfor betale (eksklusive tillæg):
23.394 - 11.019 = 12.375
12.375 + 5.510 = 17.885 kroner tilbage

Da dette beløb overstiger SU-satsen for udeboende plus én måneds SU-lån (6.321 + 3.234 = 9.555) lægger vi oven i beløbet et tillæg på syv procent – det vil sige: 17.885 x 0,07 = 1.251,92 kroner.

Det betyder, at Signe i alt skal betale:
17.885 + 1.251,92 = 19.136,42 kroner tilbage