Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Du finder alle uddannelser, der er godkendt til SU, på Fast Track-listen og søger SU til dem i minSU 

Fast Track-listen er en liste over uddannelsessteder, vi har vurderet, og uddannelser, som vi på baggrund af ansøgninger har godkendt til SU og eventuelt udlandsstipendium og udlandsstudielån. Godkendelsen gælder 4 år ad gangen. Godkendelsesperioden fremgår af listen, og du skal være startet på uddannelsen inden for godkendelsesperioden.

Start med at undersøge om uddannelsen allerede er på Fast Track-listen her.

Er din uddannelse ikke på Fast Track-listen, skal du søge om at få den godkendt og optaget på listen.

Hvad betyder indholdet på Fast Track-listen

På Fast Track-listen finder du alle de uddannelsessteder, vi har vurderet – uanset om uddannelsesstedet er godkendt (eksempelvis ikke er offentlig anerkendt) eller ikke.

Det er kun de specifikke uddannelser, der er på listen, der er godkendt til SU. Hvis du kun kan finde uddannelsesstedets navn, men ingen uddannelser, er det fordi, der ikke nogen godkendte uddannelser på uddannelsesstedet. Det kan betyde, at der tidligere har været godkendte uddannelser på uddannelsesstedet, men at uddannelsens godkendelsesperiode er udløbet. Det kan også betyde, at uddannelsesstedet ikke er offentlig anerkendt, og at der derfor ikke er nogen af dets uddannelser, der kan godkendes. Hvad det skyldes, kan du ikke se af listen.

Listen indeholder oplysninger om uddannelsernes varighed og antal ECTS-point, der kan gives SU til. Der er også bemærkninger om den enkelte uddannelse. Disse skal du være særligt opmærksom på. Er der tale om en uddannelse på kandidat-/masterniveau, er der også angivet, hvor meget man kan få i udlandsstipendium. Står der ikke, hvor meget man kan få i udlandsstipendium (maksimalt udlandsstipendium pr. år), skyldes det, at man ikke kan få udlandsstipendium til den pågældende uddannelse. 

På uddannelser, hvor bachelor og kandidatdelen er integreret i en uddannelse, kan du søge udlandsstipendie til den del af uddannelsen, der er på kandidatniveau. Du skal selv dokumentere, hvornår kandidatdelen begynder, og du kan først søge udlandsstipendie, når den del begynder.

Listen revideres løbende og udbygges med nye uddannelser på baggrund af nye ansøgninger.

 

 

Uddannelsen er på Fast Track-listen

Er din uddannelse allerede på Fast Track-listen, kan du søge SU i minSU, når du er endeligt optaget på uddannelsen. Opfylder du selv betingelserne, kan du få SU og eventuelt udlandsstipendium og udlandsstudielån med til uddannelsen.

Du skal være startet på uddannelsen (og opfylde betingelserne) inden for godkendelsesperioden for at få SU til den. Det betyder, at du godt kan søge SU til en uddannelse, hvor godkendelsesperioden udløber en måned efter, du er startet på uddannelsen. Den SU du er godkendt til, stopper altså ikke, fordi uddannelsens godkendelsesperiode udløber.

Læs mere her om at søge SU til uddannelsen.

Kan uddannelsen anerkendes i Danmark?

At en udenlandsk uddannelse er godkendt til SU betyder ikke, at uddannelsen vil blive anerkendt og give bestemte muligheder i Danmark, for eksempel give ret til medlemskab af en a-kasse.

Når du har afsluttet uddannelsen, kan Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vurdere, hvilket niveau den svarer til i det danske uddannelsessystem. Du kan få et fingerpeg i Landehåndbogen på ufm.dk.

Hvis du vil bruge uddannelsen inden for et lovreguleret erhverv, skal du søge om godkendelse hos den ansvarlige danske myndighed.

Læs mere om anerkendelse af udenlandske uddannelser på ufm.dk.