Nedenfor finder du en række eksempler på sager med studerende, der har søgt SU på baggrund af deres tilknytningsforhold til Danmark. Eksemplerne viser vores afgørelser, der alle er truffet på baggrund af skøn i forhold til hver studerendes hele sag, og der kan derfor være forhold ved din ansøgning, der gør, at vi vurderer anderledes, selv om din situation måske ligger tæt op ad eksemplerne.
Eksempler på ansøgninger - krav om tilknytning
Læs nogle vejledende eksempler på studerende, der har fået vurderet deres tilknytning til Danmark, da de søgte SU til en uddannelse i udlandet
Tilknytningskrav 1: Sammenhængende ophold i Danmark i mindst to år inden for de sidste ti år forud for ansøgningstidspunktet
Et sammenhængende ophold betyder, at du har opholdt dig i Danmark uafbrudt i 2 år. Dit ophold vil ikke være sammenhængende, hvis du rejser til udlandet for at studere eller for at arbejde og bagefter kommer tilbage til Danmark.
Vi tager stilling til dine bopælsoplysninger i CPR-registeret, men at du har bopælsregistrering i Danmark er i sig selv ikke tilstrækkelig dokumentation, hvis det for eksempel fremgår af din studiedokumentation, at du har studeret i udlandet i en periode, der ikke fremgår af dine bopælsoplysninger. Du skal have faktisk ophold i Danmark, som kan dokumenteres.
Omfattet af kravet
Som et eksempel har vi tidligere givet SU til en studerende, som ifølge CPR-registeret manglede få dage for at leve op til kriteriet, men som kunne fremlægge en skriftlig bekræftelse fra en skole i Danmark på, at vedkommende havde været til stede til undervisning de manglende dage.
Tilknytningskrav 2: Familie med grænsearbejdere
Du kan få SU efter denne regel, hvis du er familiemedlem med en EU- eller EØS-statsborger, der ikke har bopæl i Danmark, men er arbejdstager i Danmark (en grænsearbejder).
Familiemedlemmet skal krydse den danske grænse for at arbejde i Danmark fra deres bopæl i udlandet. Familiemedlemmet skal opholde sig i Danmark hyppigt og regelmæssigt med henblik på at udføre arbejdet i Danmark, det vil sige, at den pågældende opholder sig i Danmark en stor del af sin arbejdstid.
Dit familiemedlem skal have arbejdet i Danmark eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i mindst 5 år inden for de sidste 7 år forud for det tidspunkt, du søger SU, og det er som udgangspunkt et krav, at dette familiemedlem har forsørget dig.
Ikke omfattet af kravet
Som et eksempel har vi tidligere givet afslag til en studerende, som er familiemedlem til en EU-borger, som er ansat af en virksomhed placeret i Danmark, men som ikke kunne dokumentere, at vedkommende krydsede grænsen hyppigt og regelmæssigt for at udføre arbejdet i Danmark.
Tilknytningskrav 3: Skolegang i Danmark i en betydelig periode
Begrebet skole omfatter i denne sammenhæng folkeskolen inklusiv 0. klasse/børnehaveklasse og ungdomsuddannelser (STX, HF mv.). Det omfatter ikke vuggestuer og børnehaver eller universiteter og andre videregående uddannelsessteder, der betragtes som højere læreanstalter.
Du skal have gået på en skole, der ligger i Danmark i en betydelig periode. Undervisningen må ikke være tilrettelagt som fjernundervisning selv om denne undervisning i mange tilfælde indebærer dansk sprog og dansk samfundsorientering.
Omfattet af kravet
Som eksempel har vi tidligere givet SU til en ansøger, der havde gået syv år i en folkeskole i Danmark.
Ikke omfattet af kravet
Som eksempel har vi givet afslag til en studerende, som havde været ti måneder på en kunsthøjskole i Danmark. Afslaget skyldtes, at der ikke var tale om en skole i kriteriets forståelse af begrebet og at det heller ikke var en betydelig periode.
Tilknytningskrav 4: Nær kontakt til familiemedlemmer i Danmark (ud over familie, der forsørger den uddannelsessøgende) i en betydelig periode frem til ansøgningstidspunktet
For at kunne modtage SU i udlandet ud fra dette kriterie, skal du dokumentere nær kontakt til andre familiemedlemmer end de personer, som forsørger dig. Der skal være tale om nær kontakt i en betydelig periode.
Omfattet af kravet
Vi vil se positivt på en ansøgning fra en studerende, der som barn har haft ophold hos for eksempel en bedsteforælder i Danmark i en betydelig periode eller en studerende, der for nylig har boet hos sin faster i Danmark i en betydelig periode.
Ikke omfattet af kravet
Korte ferieophold, eksempelvis tilbagevendende sommerferier hos bedsteforældre i Danmark, fejring af juleaftener eller egen konfirmation, betragter vi ikke som en betydelig periode og er derfor ikke omfattet.
Som et eksempel har vi tidligere givet afslag på en ansøgning baseret på et enkelt ophold i seks måneder hos et familiemedlem i Danmark.
Tilknytningskrav 5: Betydelige økonomiske bånd til Danmark i en betydelig periode
For at kunne opfylde dette krav skal du kunne dokumentere økonomiske bånd til Danmark. Dokumentationen skal også vise, at du har haft økonomiske bånd til Danmark i en betydelig periode.
Vi ser alene på dine økonomiske bånd til Danmark. Dine forældres eller andres økonomiske bånd til Danmark har ikke indflydelse på om du opfylder kravet.
Omfattet af kravet
Som et eksempel vil vi se positivt på en ansøgning fra en studerende, der har drevet virksomhed i Danmark i for eksempel tre år og kan dokumentere det ved CVR-registrering, moms- og skatteindbetalinger. Her vil det være uden betydning, om du bor i Danmark eller i udlandet.
Ikke omfattet af kravet
En bankkonto eller en børneopsparing i en bank med hovedsæde i Danmark vurderer vi ikke som et betydeligt bånd.
Vi vurderer heller ikke modtagelse af sociale ydelser fra Danmark som et betydeligt bånd.
Tilknytningskrav 6: Tidligere arbejde i Danmark af et vist omfang og i en betydelig periode
For at opfylde kravet skal to aspekter være opfyldt: Arbejdet skal være af et vist omfang (for eksempel opgjort ved ugentligt timetal) og i en betydelig periode (fra ansættelses- til opsigelsesdato).
Omfattet af kravet
Vi har tidligere givet SU til en studerende, der havde arbejdet på fuld tid i Danmark i tre år. Det er uden betydning, om den studerende bor i Danmark eller i udlandet.
Ikke omfattet af kravet
Ulønnet praktik kan ikke umiddelbart opfylde kriteriet om arbejde i Danmark.
Vi bemærker desuden, at reglerne om SU til uddannelse i Danmark på baggrund af EU-reglerne om arbejdstagerstatus adskiller sig fra reglerne om arbejde af et vist omfang og i en betydelig periode i forhold til SU til uddannelse i udlandet.
Tilknytningskrav 7: Betydelig tilknytning til Danmark på baggrund af at være tæt på at opfylde mindst ét af kriterierne 3-6 uden dog at opfylde kriteriet og har betydelige danskkundskaber
Er du meget tæt på at opfylde et eller flere kriterier, og viser du i din korrespondance med os, at du har betydelige danskkundskaber, kan vi ud fra en konkret vurdering skønne, at du har betydelig tilknytning til Danmark og dermed få SU til uddannelse i udlandet.
Omfattet af kravet
Vi har tidligere givet SU til en studerende, der havde gået seks år i folkeskole i Danmark, havde haft arbejde i Danmark i flere måneder på fuld tid og havde aftjent sin værnepligt i Danmark kort tid inden ansøgningstidspunktet. Disse tre forhold gjorde tilsammen at vedkommende formodentligt var integreret i det danske samfund og havde en særlig tilknytning til Danmark.
Ikke omfattet af kravet
Kriteriet om 2 års sammenhængende ophold og familiemedlem til grænser arbejder indgår ikke i denne vurdering.